Himmerland og Nordjylland 24. og 25. maj 2016

Tirsdag morgen klokken 7.00 startede bussen fra Rema mod nordøst med Daniel som guide, Johannes Byskov ved rattet og 48 deltagere.

Første stop var ved Ringborgen Fyrkat hvor vi først fik formiddagskaffe med rundstykker og en lille en og derefter begav os op til ringborgen. Her fortalte Daniel om de danske ringborge, der blev opført af Harald Blåtand i ca. år 980.



På vej til Lille Villemosecentret stoppede vi ved Visborg for at se mindestenen, hvor "Den hvide hest" ligger begravet. Det var på den, Chr. den 10. i 1920 red over den dansk-tyske grænse.
Da vi havde spist vores medbragte frokost var der rundvisning på Centret. Vi hørte om højmosen, fremtidige planer, elge m.m.

Dernæst kørte vi til Frejlev Kirke, der i 1990-erne er blevet restaureret. Per Kirkeby har valgt de gulgyldne farver og det er også Kirkeby, der har udformet alterbord og alterskranke i gyldenpatineret bronze. - Meget specielt, men smukt!

Sidste stop inden Dronninglund var Lindholm Høje. Den smukke gravplads har været benyttet i ca. 600 år fra omkring år 400 efter Kr. De ældste af de over 700 grave er på toppen af højdedraget. Mange af gravene er brandgrave, hvor den døde er blevet brændt på stedet. I Museet kan man se en stor og spændende udstilling om vikingernes liv på Lindholm Høje.

Vi nåede frem til Dronninglund Hotel klokken 17.45 og allerede klokken 18.00 var middagen klar.

Efter middagen samledes vi i et tilstødende lokale til "Præstens ½ time". Hans havde taget sin guitar med og vi havde alle højskolesangbogen med. Rigtig hyggelig aften med både oplæsning, sang og musik!



Næste dag efter morgenmaden kørte vi til Voergaard Slot. Her blev vi delt op i 2 hold og vist rundt af 2 meget dygtige guider. Slottet rummer en meget stor og fin kunstsamling, som hovedsagelig stammer fra Frankrig. Den danske greve E. Oberbech-Clausen, der købte slottet i 1955, var gift med en fransk grevinde. Vi fik historien om den herskesyge slotsfrue Ingeborg Skeel, som der fortælles går igen som spøgelse. Under den smukke renæssanceslot er der en fangekælder, som vi også så - og i tårnværelset på gulvet en blodplet, der ikke kan vaskes væk.

Så gik turen videre til Nordeuropas største akvarium "Nordsøen Oceanarium", der ligger i Hirtshals. Klokken 13.00 var der en introduktion ved det store akvarium og bagefter en time på egen hånd. Forinden var der blevet tid til at spise sandwich, som vi havde med fra hotellet.

På Herregården Odden havde man glemt, vi skulle have kaffe og kringle, men det var lidt heldigt, for så fik vi en spændende fortælling om stedet og Villumsens skitser og malerier, mens kaffen blev klar. (Bodil havde dog forinden i bussen fortalt om Villumsen og om nogle af de tidligere ejere, bl.a. Brødrene Pedersen, der er sønner af Victor Pedersen, som Bodil kendte fra Ribe)

Ved Hjørring Kaserne er der opstillet en kæmpestor granatskulptur, som Laila Westergaard har hugget i granit. Det er udsmykket med 200 felter, der alle har krigen tilfælles, billeder af fortid og nutid - krig og fred.



På Fjerritslev Kro fik vi en dejlig middag bestående af kalvesteg med en masse tilbehør!

Bodil og Daniel havde forberedt en god og oplevelsesrig tur, som sluttede til aftalt tid. Klokken 22.00 var vi hjemme i Lemvig. Inden da, var der selvfølgelig aftensang og hyggesnak i bussen. At vi i år også havde præsten med gjorde ikke turen ringere!
Flere gav udtryk for at de håbede, Daniel igen næste år vil arrangere en todages tur.


Se flere billeder her...















































































OHWebdesign