Udflugt til Silkeborg søndag d. 28. maj 2017

Efter en kort gudstjeneste var Bæks Busser med Chr. Riis ved rattet klar til at køre os til Silkeborg.
Første stop var på "Aulum Station", hvor præstens forældre, Tove og Erik Nørkjær havde dækket op til os med kaffe og rundstykker med tilbehør. Tove fortalte om stedet, der nu er blevet Aulums kulturhus. Vi fik lov til at gå rundt og se hele det dejlige sted.
I Silkeborg fik vi først en rundvisning på Skovkirkegården, der blev indviet i 2014.
Ved kirkegården er der 3,5 hektar fredsskov, hvor man kan købe en gravplads til urner. Der må ingen sten eller pynt være på graven, men ved indgangen er der en blomsterplads, hvor man kan sætte en bronzemønt med navn og årstal på granitsten eller man kan købe en sten på skovmuren.
Ud over skovkirkegården er der 10 andre gravstedtyper, bl.a. kolumbarier (til urner).
Inden besøget på Papirmuseet Bikuben indtog vi vores frokostsandwich på en plads nær Museet.
Silkeborg Papirfabrik blev anlagt i 1844 af Michael Drewsen. Drewsen, der var en meget handlekraftig mand er blevet udråbt til byens grundægger.
På Papirmuseet fik vi demonstreret hvordan man indtil 1960 fremstillede papir til de danske pengesedler og man fremstiller stadig håndgjort papir.
Bagefter fik vi eftermiddagskaffe på Cafe 1. Række ved åen.
Sidste kulturelle oplevelse i Silkeborg var Museum Jorn, hvor der var en stor udstilling: "Jorn og Munch". Her kunne man vælge, om man ville med den professionelle guide eller Hans - (de fleste valgte Hans). Her havde vi et par timer til at se den flotte udstilling inden bussen kørte os til Signesminde Kro, hvor vi fik mørbradgryde og hjemmelavet is.
Ca. klokken 21.30 var vi hjemme igen på Kirkevej.
En vellykket tur med godt vejr, mange oplevelser og fin stemning i bussen.

Se billeder under teksten.






















OHWebdesign