Udflugt til Silkeborg

Byen med søerne, skovene og den spritnye motorvej tværs igennem sig. Her går turen til søndag den 28. maj. En heldagstur i det sene forår, hvor vi både skal være inde og ude.
Så vi håber selvfølgelig på godt vejr.


Vi begynder med en kortere gudstjeneste i Johanneskirken kl. 9.00, hvorefter bussen holder klar til at tage os med kl. 9.45.
Første stop er allerede efter 45 minutters kørsel, da vi indtager vores formiddagskaffe i præstens fødeby, Aulum. Herefter fortsætter turen til Silkeborg, hvor det første indslag er kunstmuseet "Museum Jorn".


Asger Jorn er en af de mest kendte og omdiskuterede danske billedkunstnere. Han startede sin kunstnerkarriere i Silkeborg og skænkede senere mange af sine værker til Silkeborg Kunstmuseum. Jorn malede abstrakt og udfordrede formen i billedkunsten. På "Museum Jorn" findes dette forår en meget sjælden særudstilling, hvor Asger Jorns billeder er udstillet sammen med udvalgte og sjældent fremviste Edvard Munch-billeder.


Efter kunstmuseet indtager vi frokosten i det fri. Herefter besøger vi "Papirmuseet Bikuben". Det er et levende museum, hvor der stadig produceres håndgjort papir. Her kan vi både få et indblik i papirfremstillingens historie og selv få fingrene i håndlavede materialer.


Når museumsbesøgene er overstået trænger vi nok til vores kaffe, som vi indtager ved den charmerende åpromenade tæt på museet.

Herefter hopper vi atter i bussen og triller ned til Silkeborg Skovkirkegård, som blev indviet i 2014. Her bliver man ikke stedt til hvile blandt perlegrus og marmorduer, men derimod i "skovens dybe stille ro", hvilket omtrent hver fjerde vælger at blive.


Da den kulturelle lyst herefter forhåbentlig er blevet stillet, så har sulten nok også indfundet sig. Og derfor kører vi på vej hjem en omvej nordenom Silkeborg til Signesminde Kro, hvor vi vil blive serveret en 2-retters menu. Vi forventer at være tilbage på Kirkevej kl. 21.30.



Hele herligheden koster 650 kr. I prisen er inkluderet:
- Transport i bus hele dagen
- Formiddagskaffe m. brød til
- Entré Museum Jorn
- Frokostsandwich m. øl/vand
- Entré Papirmuseet Bikuben
- Eftermiddagskaffe på en café ved åpromenaden
- Rundvisning på Silkeborg Skovkirkegård
- Middag på Signesminde Kro (ekskl. drikkevarer)
- En veloplagt buschauffør og ditto guide/præst, der som altid har masser af sange og fortællinger parat

Jeg håber, I har lyst til at tage med! Jeg er sikker på, at det bliver en rigtig hyggelig og spændende tur.


Tilmelding foregår til præsten på praest@lemvigvalgmenighed.dk eller tlf. 97820052.
Tilmeldingsfristen er torsdag den 11. maj (før Store Bededag).
Max deltagerantal er 50 personer.

Betaling foregår til valgmenighedens konto i Vestjysk Bank: Reg.nr. 7730 - Kontonr. 2018419. Husk at skrive navn ved overførsel.
Har man ikke mulighed for at overføre penge, kan man betale kontant til præsten i bussen. Giv gerne besked herom ved tilmelding.

Hans Nørkjær

ohWebdesign