Dannebrog mellem poesi og politik

Tale holdt Valdemarsdag, i anledning af 800-året for Dannebrog, på Struer Museum


Af Hans Nørkjær Franch

Nogen siger, at danskheden og fædrelandskærligheden blev opfundet for et par hundrede år siden, som udløber af den romantiske, folkelige bølge, der skyllede ind over snart sagt alle dele af vores samfund i 1800-tallet.
Og det er da også rigtigt, at der fandt en voldsom national vækkelse sted på dette tidspunkt. I kølvandet på afslutningen af Danmarks udenrigspolitiske storhedstid, efter det engelske bombardement i 1807, tabet af flåden, statsbankerotten og kulminationen i afståelsen af Norge i 1814. 7 uendeligt magre år for Danmark.
Denne tabshistorie, der kulminerede med tabet af Sønderjylland i 1864, indvarslede det kendte mundhel: "Hvad udad tabes skal indad vindes." Men det, der var så fyldt med lidelse og tab, blev også senere kendt som Danmark glorværdige Guldalder. En kulturel guldalder. For det blev cementeringen af lilleputnationens mange andre talenter end krig og kanoner. Og vores lands evne til at frembringe og fremvise stor skønhed. Storheden i lidenheden. Den Grimme Ælling-fortællingen og alt det andet.
Det er fra denne tid, at alle vores nationalsange er fra. Bortset fra én, væsentligt nyere, som faktisk er tæt på at være den bedste nationalsang vi har. Den skal jeg komme tilbage til.

Det var først med folkevækkelsen og det langsomt gryende folkestyre (demokratiet), at også Dannebrog blev folkeligt - blev en folkefane og ikke blot en kongefane.
Dannebrog var i stigende grad blevet folkeligt eje i 1830erne og 1840erne. Velsagtens af samme grund blev der indført flagforbud for borgere i 1834. Den højhellige fane skulle ikke banaliseres eller vulgariseres.
Dette flagforbud blev dog ophævet igen i 1854. For folket vandt. Folket vandt Danmark. Og folket vandt sin fane. Dannebrog.
Dannebrog har siden 1300-tallet været Danmarks Fane. Symbolet for den enten svulmende eller skrumpende klat territorium, der har haft Danmarks Konge som konge. Dannebrog er Kongefanen.

Men i dag er den som sagt Folkefane. Folkets flag. Det vi har med til OL og VM i fodbold. Det, soldaterne bærer på deres skulder, når de drager i kamp til Danmarks beskyttelse og hævdelse af danske værdier. Det, vi sætter i lagkagen og hænger på juletræet. Det Benny og Kjeld vifter med for at fejre Egons løsladelse fra vestre fængsel. Høj og lav, rig og fattig - alle bruger Dannebrog. Alle elsker Dannebrog.
Der er sket det, som man vel frygtede ville ske, da man indførte flagforbud for borgerne i 1834. Det er blevet vulgariseret. Affortryllet. Blevet til konfetti på et fejeblad eller en flagguirlande på en faldefærdig grillbar.
Og alligevel opretholder vi til stadighed en stor ærbødighed og (næsten) helligholdelse af anvendelsen af vores stolte gamle fane.
Det må ikke røre jorden. Det må ikke hænge ude om natten. Det må ikke bruges til hvad som helst. Og så bliver det alligevel brugt til - ja- næsten hvad som helst.
Dannebrog er fællesskab. Det var det, det skulle give os. Men som en dansk komiker siger, så er det ved at give os det modsatte. Og det er -overraskende nok- siger han- faktisk ikke først og fremmest, fordi der er nogen, der bruger det forkert og for meget, det er fordi der er selv danskere der vender sig fra deres eget flag, fordi nogle andre har brugt det på en måde, man ikke kan støtte op om.

For der står en strid om Dannebrog og danskheden de her år. Og det ved vi alle sammen godt. Vi taler næsten ikke om andet. Og problemet er ikke, at vi gør det og at det er en næsten umulig diskussion at tage, problemet er, at vi skal tage den diskussion og at den er helt enormt umulig og bøvlet.
For hvilke principper bygger vores land på? Hvad er Dannebrog symbol for?
Er det hårdhed eller mildhed? Er det udblik eller indblik/indsigt? Er det særlighed eller mangfoldighed?

Principper er ligesom blankvåben. De er designede til at dele ting op, skære noget fra og hævde en eller anden form for magt eller grænse.
Kunsten er at sørge for, at ens principper kommer til at fungere mere som skalpeller end som stridsøkser.
For med skalpellen kan du undgå en del af den manglende præcision, den brutalitet og også den smerte, der kan være forbundet med en -måske allerede blodtilsølet- stridsøkse fra slagmarken.
Principperne er ikke hvad som helst. For de er forudsætningen for værdierne. Og værdierne er heller ikke hvad som helst. For ellers var de ikke værdier. Værdier er identitet og identitet er noget.
I Danmark har vi f.eks. tilkæmpet os værdien "frihed", men friheden kommer også med en pris.
Som det lyder i den gamle socialdemokratiske slagsang "Danmark for folket":
Danmark for folket
Det klinger fra Nord,
Plads for os alle
Ved samfundets bord.
Kamp imod dem, der vil storme og slå
De friheds lyse skanser, som vort folk bygger på.

Sådan en dag som i dag kan vi måske sagtens mødes om skåltaler og klappe og nikke til de værdier, vi mener, danner ramme om vores fællesskab. Sådan en dag som i dag er vi fuldstændig enige om værdierne, der klinger så smukt: Frihed, fællesskab, solidaritet, demokrati.

Men problemet er bare. At vi ikke er enige, når det kommer til stykket. Selvom vi bakker op om de samme ord, så bakker vi ikke op om hinanden, fordi vi fortolker principperne og den måde de skal virke i verden forskelligt.
Det er det, der er sådan noget bøvl. For vi skal arbejde henimod at blive enige.

Det var Kaj Munks anke over for det parlamentariske demokrati, at det opsplittede et ellers samlet folk i uens og uenige partier, der bekrigede hinanden om sandheden om Danmark.
Jeg er ikke antiparlamentariker som Munk var i store dele af sit liv, men med hans ord i baghovedet kan jeg konstatere, at der er en strid om Danmark og Danskheden og dermed også om Dannebrog.
Og for mig at se er det afgørende, hvordan vi forvalter den diskussion eller den strid, der uvægerligt vil være om, hvad Danmark er og skal være.

Som Anders "Anden" Matthesen, som var ham jeg fremdrog lige før, siger, så handler det ikke om at pakke flaget væk, fordi der var nogle andre der lige har brugt det ret meget - og på en forkert måde.
For ham er det meget enkelt, siger han: "Jeg elsker mit land, jeg elsker mit flag. Og den er ikke længere. Der er noget, der hedder nationalisme. Men der for sørensen vel også noget, der hedder fædrelandskærlighed. Og jeg kan godt sortere i det."

Og det er måske lige præcis noget af det, det handler om: At sortere i det - på egne vegne. Stå ved, hvem man er og hvad man holder af.
Problemet opstår, fordi selve det at holde af er med til at markere en grænse, for sådan er kærligheden på vores begrænsede jord. Kærligheden er kun grænseløs, når vi har med en helt anden geschæft at gøre, nemlig den jeg normalt repræsenterer og som jeg fortæller om, når jeg har en lang sort kutte på og hvid oppustet krave; når jeg er præst: Her gælder det at kærligheden er grænseløs, at den overvinder alt, alle forskelle og at den ikke begrænser sig til hverken geografi, sprog eller kultur.
Men som Grundtvig digter om lige præcis denne sondring:
"Kærlighedens Himmerige
Er endnu at vente på
Kærlighedens jorderige
Sluttes dog med bølgen blå"

Virkeligheden i dag har rykket sig, for det er lige præcis sådan noget som Grundtvigs påstand om at kærlighedens jorderige sluttes med bølgen blå, der er stridspunktet.
Trives vi bedst og er verden det bedste sted, hvis vi styrker nationalstaterne. Eller har alle det bedst, hvis vi rykker bølgegrænsen længere ud og måske endda helt forsøger at ophæve denne grænse - også ude i den syriske eller afghanske ørken?
Er det Middelhavet og Sortehavet, der skal markere grænsen på vores jordiske kærlighedsrige? Er det en symbolsk bølge såsom dertil, hvor FNs Menneskerettigheder når til; er det vores jordiske kærlighedsrige?
Det er polemisk at sige, at nationalt orienterede partier såsom Dansk Folkeparti og andre pendanter bare vil lukke nationalstaterne inde og intet have med resten af verden at gøre. Det er en uenighed i graden og måden hvorpå vi møder andre nationer, der er stridsspørgsmålet. Ligesom det er polemisk at hævde, at partier såsom Det Radikale Venstre ønsker at opløse Danmark og vil muliggøre den totale islamiske kolonisering af Vesten.
Det vanskelige er, at det ikke er sort og hvidt det hele. For det er rødt og hvidt. Det hele. Os alle sammen. Vi er røde OG vi er hvide. Som vores måske bedste nationalsang fra 1986 siger det.
Og "Vi står sammen side om side."

Måske er netop Dannebrog som metafor eller symbol i selve sit udseende med til at fortælle os, hvilken sondring vi skal foretage, hvilke to ben vi skal stå på og hvilket dilemma vi evigt står i som nation.
For vi står med både det røde og det hvide i os og i vort folk og flag.
Vi står med det rullende blod og det bankende hjerte. Den politiske kamplyst til at værne om alt det der er os og vort. Den blodrøde fane. Kampens røde renhed.
Men samtidig skæres denne røde fane af noget andet. Af det hvide kors. Fredens, forsoningens og fællesskabets ophøjede symbol. Det, der faktisk altid har stået som en forkyndelse til det danske folk (også til ateisterne, jøderne og muslimerne) om, at vi er tilsagt en grænseløs kærlighed, der skal være for alle - ikke bare en etnisk gruppe, en bestemt hudfarve eller et særligt folkeslag.
Det holder hjertets bankende røde blod i ave. Det lidenskabelige bagtæppe bag Dannebrogs-vinduesrammen.
Havde fanen været rent rød helt igennem, så havde vi ikke haft noget til at bremse eller neddysse den frembrusende politiske ideologi. En ideologi uden korrektiv, vi så skvulpe ud over alle grænser i det 20. århundredes brutale politiske tyrannier: Nazismen, fascismen og kommunismen.
Den kommunistiske fane var netop uforfalsket (politisk) rødglødende. Kampen for ideologien og for sig selv på menneskehedens bekostning.

Det er spændingen og korrektivet, der ligger iboende/gemt i vores smukke korsbanner: Vekselvirkningen imellem strid og fred, mellem lidenskab og ro, mellem grænse og grænseløshed, mellem rødt og hvidt.
For vi er røde og vi er hvide.
Men "vi står sammen - og vi skal stå sammen - side om side".
Og måske er netop dét kunsten: At stå ved siden af hinanden i en uendelig lang kæde, hvorved vi får fællesskab med hinanden - og kan få det på trods af uenigheder. For nok er der noget uendeligt smukt i at mennesker mødes, står over for hinanden og kigger hinanden ind i øjnene. Det er rigtigt, at det er her forsoningen kan finde sted. Men det er og bliver også her at fjendskabet kan eskalere og komme ud af fatning. Især når vi ikke er enige.
Men hvis vi har fælles blik imod noget tredje, hvis vi står røde og hvide, side om side, så kan vi måske fastholde et fællesskab, selvom vi næsten ikke er fælles om noget som helst bortset fra den fane, vi er enige om at bære foran os, når vi skal møde verden derude.
Tak for ordet.
OHWebdesign