Gå glad og fri til alters

af Hans Nørkjær
Den sidste nadver    Et helligt ritual er ikke ligesom en brugsanvisning fra Silvan - alt skal ikke være overskueligt og til at regne ud. Når vi har med det hellige at gøre, er der noget, der skal forblive uigennemsigtigt. Og dette uigennemsigtige er på færde i enhver almindelig gudstjeneste. For også her har både poesi og magi en afgørende plads.
   En gudstjeneste skal selvfølgelig give mening. Det nytter ikke noget, at alt der foregår opleves som det rene nonsens. Men en del af gudstjenesten er et møde med det hemmelighedsfulde, det vi ikke helt kan få hånd om.
   For det er gådefuldt det, der møder os i det forunderlige hus, som kirken er. Her møder vi nemlig fortællingen om den gud, der blev menneske for i sin gådefulde gavmildhed at skænke os ennåde uden grænser. Gudstjenesten er altså et mødested for modsætninger. Her mødes forståelse og mystik, erfaring og gåde, menneske og Gud.
   Mange af elementerne i en gudstjeneste er forsøg på at formidle dette møde, altså at gøre det klart, hvordan Gud møder mennesket, og hvordan Nåde-gåden er relevant for os. Det sker især i salmesangen, de bibelske læsninger og prædikenen. De er på hver deres måde forsøg på at fortolke, hvad Gud vil os.
   Men over for alle disse ord står nadveren som noget anderledes og særligt. For i nadveren sker der noget, hvor ordet ikke er nok. Der skal også tegn og legemlig sansning til.

Den gamle nadver

   I vores kirke er der nadver ved stort set enhver gudstjeneste, og det er der en grund til. Nadveren er nemlig hverken noget helt ekstraordinært helligt eller blot et appendiks til gudstjenesten. Den er ikke sådan en slags rituel blindtarm, der uden videre kan undværes. Nej, hvad måltidet er for livet, er nadveren for gudstjenesten, kan man sige. Den er det sted, hvorfra menigheden får sin næring og livskraft. Nadveren er ikke prædikenens efterskrift, men enhver gudstjenestes mål.
   For Grundtvig var kirkens to sakramenter, dåben og nadveren, højdepunkterne i et kristent menighedsliv; "kun ved badet og ved bordet" fremhævede han. For Grundtvig er det simpelthen her, i disse to særlige ritualer, at Gud kommer mennesket helt nær. Og allerede tilbage i oldtiden fra den allertidligste kristendom blev der lagt mærke til nadveren som et helt særligt kendetegn for de kristne menigheder. Men kan vi komme lidt nærmere, hvad det er der sker i nadveren, og hvad der altså gør den så betydningsfuld?

Fællesskab med Vorherre

   Man kan sige, at der er tre ord, der kan ledsage tanken om nadverens sakramente. De tre ord er: minde, møde og måltid.
   Det bliver sagt ved nadverens indstiftelse, at Jesus Kristus selv befaler os at udføre nadveren til hans "ihukommelse", altså til mindet om ham og hans død. Alterskranken iscenesætter bordfællesskabet Skærtorsdag nat, hvor Jesus blev forrådt. Vi gentager så at sige den sidste nadver. Og altergangen er derfor hver gang en mindesammenkomst for den guddom, der kom os mennesker nær for at frelse os.
   Men det er ikke blot en mindesammenkomst, for i fællesskabet omkring alterskranken sker også det mystiske, at vi bliver samtidige med Kristus og det han gjorde. Vi mødes med Vorherre. Han er selv "til stede iblandt os med al sin kærligheds rigdom", som det lyder i nadverbønnen. Og det er derfor, at nadveren ikke bare er en iscenesættelse af et måltid, der foregik for længe siden og heller ikke bare et sted, hvor menigheden kan huske på det, Jesus gjorde engang. Nej, i nadvermåltidet er Gud selv til stede. Guds handlinger er altså ikke bare fortidige begivenheder, vi kan mindes og sætte pris på. De sker fortsat. Gud handler over for os dagligt og hele tiden. Og i nadveren mødes han med sit menneske for i måltidet at give os kraft og styrke med sine "livgivende gaver".
   Egentlig er hele gudstjenesten Guds møde med mennesket. Som der står i Matthæusevangeliet: "Hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem." (Matt 18,20). Men i nadveren fortættes og forstærkes dette møde, for her modtager vi Gud selv, Guds eget legeme og blod, i skikkelse af brødet og vinen med de ledsagende ord: "Dette er Jesu Kristi legeme", "dette er Jesu Kristi blod".

Med Luthers ord

   Nadverens måltid er altså det meget konkrete møde mellem Gud og mennesker; den Gud, der vandrede på jord i skikkelse af Jesus, og som vi ikke bare mindes, men møder i måltidet omkring alterskranken. I nadveren stiftes altså et fællesskab. Dér, ved alterskranken, modtager vi Guds selvhengivende kærlighed, som gik helt ind i blodsudgydelse og død. Og det er derfor Luther et sted kan skrive, at "den, som modtager dette sakramente, får del og lod i alle Kristi og hans helliges åndelige gaver." Det er nadverens mysterium, at vi i en lille oblat og en lille sjat vin ledsaget af nogle få kraftfulde ord, kan få fællesskab med Gud og alle andre, der har og har haft måltidsfællesskab sammen i en kristen menighed. Det kan virke meget mystisk og gådefuldt, men som Luther siger: "Hvor og hvordan, lad det være Guds sag."
   Det er derfor nadveren er gudstjenestens højdepunkt, fordi vi her får et helt konkret fællesskab med Gud selv i mysteriets form. Her får vi et fysisk tegn på, at han er med os, og at han har sagt ja til at bære alle vores trængsler og synder, vores dårlige samvittighed, vores hovmod og selvtilstrækkelighed. Som Luther skriver et sted, så skal enhver, der vil frisættes fra sin dårlige samvittighed eller dødsangst "glad gå til alters". Vi skal dog ikke tænke, at nadveren kun er for de særligt troende eller særligt tyngede, tværtimod. I nadveren kan man hente velsignelse, selv om man føler sig uværdig eller ikke har en stærk tro, og selv om man ikke forstår, den hemmelighed, som nadveren gemmer på. At gå til alters er nemlig et fristed, et åndehul fra alt det, der anklager og forfølger os. Ordet lyder altså til os alle: Gå glad og fri til alters.
OHWebdesign