Herrens honnør


Prædiken 5.s.e. påske, holdt søndag den 9. maj

Høflighed. Ærefuldhed. Det er værdier vi skatter højt.
For tiden er vi voldsomt udfordret på vores høflighed, blot ved det simple faktum, at vi på det kraftigste er opfordrede til IKKE at give hånd til de mennesker, vi møder. Standardhilsenen for høflighed og respekt i vores samfund er midlertidig suspenderet - og for dem af os der endnu ikke helt har fundet hjemme i de nyindførte "albuestød", er der ofte noget amputeret over, når vi møder et menneske, vi gerne vil hilse på.
Vi kan kaste os ud i forskellige substitutter: Nikke meget tydeligt, sågar bukke en smule, eventuelt kinesisk inspireret sige "ni hao", evt. tilsat samlede hænder foran brystet.

Noget, der ikke er blevet taget så meget i brug - i civil sammenhæng i hvert fald - er den ellers fuldkommen corona-venlige hilsen: At gøre honnør. Måske fordi man ikke vil tilføje en "militær" stemning til sammenhængen eller fordi man ikke selv har noget med militæret at gøre.
Men igen: Måske bare fordi det føles forkert og måske en smule teatralsk - især hvis man slet ikke selv er militærmand, M/K.

At gøre honnør er en gammel hilseform, der længe har været udbredt inden for militæret - i forskellige former og afskygninger.
"honnør" er et fransk ord, for ære: "honneur".
Honnøren menes at stamme fra den praksis, hvor mænd lettede på deres hat som respektfuld hilsen - bl.a. for at vise, at man var ubevæbnet og altså ikke havde slette hensigter. Med fremkosten af tunge hjelme, hvor nogle endda havde en hagerem, der holdt den fast, blev det vanskeligt at lette på hatten. I stedet nøjedes man med at føre hånden op til kanten af hjelmen.
Man mener også at kunne tilbagespore en lignende hilsen helt tilbage til de middelalderen, til den hilsen ridderne gjorde når de før en duel eller kamp åbnede deres visir - for at vise deres sande ansigt, igen som en ærefuld gestus over den modstander, man skulle til at kæmpe mod.

Det er også det, vi synger om, når vi synger den herlige danske sang om Holger Danske: I alle de riger og lande - hvor det sidste vers lyder manende:
Vil Dansken i verden fægte
Men dølger åsyn og navn
Jeg ved hans ånd er ej ægte
Jeg tager ham ej i favn.

Vil man slås for noget, vil man kæmpe for sit eller for en sag, så bør man gøre det "med åben pande", ikke fordægt og med sin identitet skjult.
En slags middelalderlig åbenhjertighed eller måske ligefrem frisindethed, er hvad der er tale om her.

Jeg synes, der er noget smukt i denne tanke. At man viser den respekt over for enhver modstander, enhver fjende - at man viser sit sande jeg, ser den anden i øjnene, inden man går i kamp. Så man viser ligeværdighed og anerkendelse af den forestående konfrontation.

En lignende tematik - omkring det dølgede eller åbne åsyn og navn - er der faktisk på spil i kristendommen.
Vi hører i dag den formidable fortælling om Jakob, der er i kamp med "en mand" ved floden Jabbok, en mand, der viser sig at være Gud selv - i forklædning.
Det er en gammel religiøs forestilling, at mennesker ikke kan nærme sig Gud eller det guddommelige med sikkerheden eller for den sags skyld livet i behold. Og navnlig i GT lægges der stor vægt på Guds utilnærmelighed. Gud er skjult og kan kunne vise sig igennem substitutter eller underfulde handlinger. Der er altså på en eller anden måde et principielt ulige forhold imellem Gud og mennesker -
Men det er som om at det ændrer sig. Ja, kristendommen er vel i virkeligheden én lang fortælling om Gud, der afdølger sit åsyn - altså åbenbarer sit (sande) ansigt - for os mennesker. Gud viser i Jesus, hvem han er - i en stadig mere kraftfuld og ligefrem åbenbarende bevægelse:
Jesus beskriver tilmed selv en del af transformation i dagens evangelietekst:
"Sådan har jeg talt til jer i billeder; der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder; men ligeud forkynde for jer om Faderen."

Vi skal lægge mærke til/huske, at det tekststykke fra Johannesevangeliet, vi hører i dag, foregår "før påske", eller, inden Jesus overgives til magthaverne og bliver korsfæstet.
Mon Jesus mener, at det er i korsfæstelsen, han forkynder fuldstændig ligeud og ligefremt for verden?
Eller mener han det samme, som Paulus taler om i dagens epistel (brev), at den ligefremme forkyndelse betyder, at være Ordets gørere og ikke blot dets hørere, altså at man handler i overensstemmelse med det budskab, som Jesus er kommet til verden med - at man ligefremt og åbenhjertigt går ud i alverden med det og "står på mål for det", som man siger nutildags?

I hvert fald må vi sige, at der ikke længere er meget dølget åsyn eller navn over Jesus, som han hænger på korset og forkynder evangeliet rent og purt.
Det er den totale utildækkethed, den totale åbenbaring og åbenhjertighed - ja, nærmest helt bogstaveligt, da et spyd stikkes i Jesu side, efter han er død - og legenden fortæller, at blod og vand fossede ud i lige mængde: Et vidnesbyrd om Jesu to naturer, som både Gud og Menneske, men måske også som symbol på kirkens to sakramenter: nadverens (blod/vin) og dåbens (vand).
Gud er i Kristus Jesus er færdig med at være tildækket, færdig med at være halvt mørklagt, uigennemskuelig og utilregnelig. Han er ikke længere en fremmed på en flodbred, der rykker hofteskåle af led.
Nej, han er den fuldt tilnærmelige - helt åbnede - skikkelse, hvis åsyn og blik er tilgængeligt for enhver, og som samtidig helt åbenbart selv SER enhver:
Den korsfæstede SER de to røvere, der hænger på hver side af ham.
Den korsfæstede SER Johannes, der står ved sin mors side som den eneste discipel ved korset.
Den korsfæstede SER dig og mig - og viser os dermed den ære og respekt (som vi ikke nødvendigvis fortjener, men som han har besluttet at vise os), at vi er værd at tage i øjesyn. Vi er værd at vise sit åsyn for.
Det er Herrens Honneur - og tanken bag den militære hilsen, fra riddere til Jægerkorps:
At ingen hverken ven eller modstander falder uden for den respekt at vise, hvem man er, før man går i kamp og clinch med vedkommende.
Det er en principiel ligelighed. En alment gældende "øjenhøjde"!
Og vel at mærke en ligelighed tildelt og tilskrevet, i udgangspunktet, på forkant, FØR der er udvist nogen som helst grad er heltemod, våbenduelighed eller behændighed.
Vi gør honnør, fordi det er det rigtige at gøre. Fordi vi er opdraget med det. Og er vi i tvivl om, magten og den sociale kraft, der ligger i hilsenen - hvad end det er håndtryk, honnør eller et stød med en albue - så betænk blot hvilket sug, der kan gå gennem en forsamling, hvis en nyankommen springer over en enkelt i forsamlingen i sin håndtryksrunde. Afvisningen. Det at ignorere. At vende ansigtet bort fra én bestemt eller nogle bestemte. Det er at skille gode fra onde.
Og pointen er da: At Gud har besluttet sig for, at der ikke findes noget menneske, til hvem hans hilsen ikke er rettet:

Ingen sorrig og elende
Dig, o Jesus, hindre kan;
Du dit øje hen vil vende
På den usle, faldne mand.
(M/K)

Og for den velsignende ligelighed. For den grundfaste og umistelige opmærksomhed - kan vi da af hjertet sige:
Lov og tak og evig ære...


Salmer:
3 Lovsynger Herren
634 Du ved det nok mit hjerte
652 Vorherre til dig må jeg ty
186 Ingen højhed, ingen ære
596 Kender du den livsens kilde


OHWebdesign