Vorherres appelsinregn

Prædiken holdt den 1.s.i. advent, den 3. december 2017

af Hans Nørkjær

Aladdin



En ensom kamel vandrer af sted gennem ørkenen i den tiltagende skumring - med manden, der fører den, roligt vuggende på dens ryg. Han er på vej mod sultanens by med sine købmandsvarer for at sælge - og byder ved sin ankomst et hjerteligt indsmigrende: "Velkommen til Agraba. Byen som er fuld af mystik og trylleri - og de fineste varer på denne side af Jordanfloden, kom herhen!"
Hans varer er ikke prangende, men denne ivrige ørkenkrejler gør, hvad han kan for at friste: Pludselig holder han en gammel olielampe frem, som han siger rummer mere end dens tarvelige ydre lader vide. Og så giver han sig til at fortælle:
Han fortæller historien om den unge gadedreng Aladdin, der ved skæbnens luner kommer i besiddelse af en magisk lampe, hvorved han kan få tre ønsker opfyldt.
Gadedrengen -der hovedkulds har forelsket sig i selveste prinsessen- vil selvfølgelig have at Lampeånden skal gøre ham til prins, så han kan vinde sin udkårnes hjerte. Dog finder han hurtigt ud af, at det slet ikke kommer an på pomp og pragt, om han kan vinde prinsessen - men derimod, at han møder hende med et åbent sind og er ærlig over for hende.
Eventyret om Aladdin handler om den uventede lykke, om at være under et mildt forsyn, hvor lykken tilsmiler en. Ikke så overraskende stammer udtrykket "at få en appelsin i turbanen" netop fra en gendigtning af det gamle eventyr fra 1001 Nat, der er blevet gendigtet et utal af gange.
Eventyret om Aladdin rummer sådan noget, som gode fortællinger er gjort af: Det uventede - det omvendte - at virkeligheden på en måde bliver vendt på hovedet. At den pjaltede gadedreng får muligheden for at stige op til samfundets top og vinde selveste prinsessen. At den unge mand, der i begyndelsen jagtes af sultanens vagter senere i fortællingen kan få de selvsamme vagter til at bøje knæ for sig under sit pompøse indtog som den prægtige Prins Ali af Babwa. Den upåagtede lille mand, der vinder hele folkets agtelse. Et rigtigt eventyr.

Men som det gamle eventyr det er, er det ikke bare en fortælling om en fattig gadedreng, der vinder rigdom og hæder gennem en magisk lampeånd. Som ethvert godt eventyr rummer det en langt dybere visdom end det: Og den visdom ligger gemt i den magtfulde lampeånds rolle og plads i verden. Hvor stor og mægtig lampeånden end er, så er der nemlig to magter, som end ikke han kan bøje eller bryde: Og det er dødens magt og kærlighedens magt. I husker måske de "få betingelser og små undtagelser": Regel nummer 1, Regel nummer 2 og Regel nummer 3.

Selvom det er en magisk fortælling om en ung mand, der finder magtens instrument, så er det i sidste ende ikke Lampens Ånd, der kan give Aladdin, hvad han ønsker allerhøjest, nemlig kærligheden. Den kan ikke styres af nogle tjenende ånder, hvor mægtige de så end er. Den, kærligheden, kommer dumpende -som en appelsin lige ned i turbanen. Den går ad veje, man ikke kan styre, gennem viljer man ikke kan kontrollere. Den kan ikke tvinges, den rammer bare - og befrier og åbner verden på ny, når den gør.

Ja, det virkelig magiske i eventyret er, at Aladdin ikke får prinsessen ved at blive prins - og ved at opstylte sig til at være en ligeså arrogant bejler som alle de andre. Han får hende ved at vise hende verden - ved at åbne hendes øjne for noget, hun slet ikke havde set før.

Han får det halve Sultanrige ved at give slip og lade sig føre af Allahs/Guds forsyn.
Og pludselig ad verdens underlige forviklinger og vildveje kan der åbenbare sig en umulig mulighed: Pludselig møder to mennesker hinanden, et andet sted - og denne gang sidder man længe nok i den andens selskab til at finde ud af, at man ikke kan leve uden den anden. Længe nok til at føle manglen, når den anden ikke er der. Længe nok til at turde gå den anden i møde i en kirkedør en mulighedsfyldt decemberaften.
Dét er kærlighedens magt, der pludselig kan bryde igennem: En appelsinregn ned i en turban. Under en mild og evig julestjerne, eller bare et lille spotlight på en lidt tilfældig restaurant.
Kærlighedens nyskabende magt er alt det, der åbner frem for at lukke; alt det der hæver livet op frem for at trykke det ned. Det er det evangeliet handler om.
Som den gamle digter skriver:
Bort vrede, skændsord, dårlig harm!
I bør ej huses i den barm,
hvor Gud til fred og salig ro
vil, hans velsignelse skal bo.
Bort derfor alt, hvad skade kan
Og hindre enigheds forstand!
Det er kærlighedens milde og vilde magt: at den kan vende den gamle sure verden om og vise, at livet kan blive helt og aldeles nyt - og skabe en helt ny fred og en helt ny fryd.
Som Jesus sagde det i templet: Det er nu; det nye er her allerede: Frihed, fred og åbne øjne - til jer alle.
Det er det, vi gives et budskab om i dag, hvis vi ellers vil lade Vorherre tale ud:
At leve i troen på det godes mulighed.
At lade de velsignelser, vi får skænket, vokse og forstørres, så der bliver mere af alt til alle. Og så vi måske trods de trængsler vi selv har oplevet, formår at vende det om og gøre velsignelserne større end dem vi selv modtog.
Og derudover kan vi kun bede til og håbe på, at Vorherres appelsinregn aldrig vil stoppe - og at den vil bredes ud over hele den vide verden, så der kan blive gjort alvor af det jule-ord, vi kender så godt: At den store glæde, der forkyndes virkelig også skal være for hele folket. For alle folkeslag. Turbanklædte eller ej. Med styrthjelm eller strikhue, måne eller manke.
Uanset hvem du er, Gadedreng, Gørtler eller Golfhotelbestyrer, så bedes du gøre det samme: At leve ud af den fred og den frihed, som allerede er blevet givet os af den Gud, der vil os det så godt: For vi er alle - hver og én - Herrens uslebne diamanter. Fyldt med Hellig Lampe-Ånd
Amen.

Salmer:
84, 441, 674, 687, 467, 74

Læsninger:
Esajas' Bog 42,1-9, Lukasevangeliet 4,16-30

OHWebdesign