Gud er os allerede nær!


Prædiken til Høstgudstjeneste, 15.s.e. Trinitatis, 20. september 2020

"at være Gud nær er min lykke".
Sådan siger salmisten fra Det Gamle Testamente i det lille stykke, jeg læste op fra alteret for lidt siden.
Hvad vil det sige at være Gud nær?
Hvordan kommer vi Gud nær?
Ja, hvor befinder den Gud sig, som det er en lykke at komme nær? For hvis det var helt åbenbart, kunne vi jo bare gå hen og være dér.

Mennesket har til alle tider søgt efter Gud alle mulige steder. Gud som altings ophav, kilde, begyndelse og ende.
Man har ment, at man har kunne møde Gud i et brusende hav, på en dugvåd eng, ved et vandfald, en brønd, en klippetop og et gammelt træ.
Gud i busk og bjergside. Gud i en god kop kaffe, i guddommelig sex eller i et sindsudvidende rusmiddel.
Gud er det sted, der er godt at være. For Gud = god, som han også hedder på engelsk, "God". Good.
Men er det ikke at gøre for meget ud af det, der er godt? - at sige, at man dér "mærker Guds nærvær".
Mennesker har ment, at Gud har talt til dem igennem alt muligt - men én ting er sikkert, det er aldrig blevet fuldstændig klart og utvetydigt, hvad den gud man har ment at have fundet har sagt til det menneske, der mener at have fundet "ham".

Hos evangelisten Lukas, der har skrevet den lillebitte fortælling om Martha og Maria, står der et andet sted de kendte ord: "Enhver som beder, får; og den, der søger, finder; og den, der banker på, lukkes der op for. (Luk 11,10).
Hvis vi vil have noget, så skal vi nok få det gode, af den Gud, der selv er såre god. Vi skal bare finde ham. Vi skal bare banke på.
Og alligevel er det centrale billede i vores kristendom faktisk et ganske andet end alt det andet halv- og helreligiøse halløj, som mennesker har tyet til for at finde Gud:
Gud bliver ikke fundet i ting og tiltag, i lækker mad og dyre vine. Vi finder ikke Gud i en demokratisk forfatning, i en ligestillingskamp, ja end ikke i en menneskerettighedskonvention - finder vi Gud. Skønt intet ondt ord skal falde om nævnte tiltag.
I vores kristendom finder vi ikke Gud, Gud finder os!!
I vores kristendom er det ikke os, der nærmer os Gud, men det er Gud, der kommer os nær.
Gud besøger os. Gud gæster os. Gud banker selv på og går ind til os - til vores lykke.
Eller: "Himlen var jordens gæst i dag", som der står i Grundtvigs smukke julesalme Velkommen igen Guds engle små.
Sagt endnu mere tilspidset: Gud findes ikke, Gud finder.

"Mens de var på vandring, kom Jesus engang ind i en landsby".
Så radikalt er vores billede af Gud - i vores underlige kristendom - at Gud er sådan en, der går rundt iblandt os, flakker om og lige pludselig står på vores dørtærskel, hvor en stovt kone kan byde ham indenfor og bænke ham ved sit bord.
Men så er det faktisk allerede, at det går lidt skævt:
For Martha byder Jesus, Gud selv, indenfor og så går hun i gang med at sørge for ham. Vi kan forestille os det helt store kolde bord - tre slags fisk, leverpostej, hamburgryg, gammel ost.
Hun gør som ethvert anstændigt menneske vil gøre: Når der kommer besøg, så opvarter man og beværter, sørger for og hygger om. Som det sig hør og bør. Som sædvanen foreskriver. Almindelig høflighed og ordentlighed.
Og så sidder Maria gud-hjælpe-mig bare dér! Kom i sving, hjælp nu til, rub neglene, Maria. Og hvis ikke det hjælper, kan man jo altid få en tilstedeværende mand til at kommandere med husets kvindfolk. Som det sig hørte og burde på dén tid, da Jesus gik omkring.
Men Jesus er vist ikke enig. Han er ikke ligestillingens mand. For der er forskel på folk - herunder også kvinder: Maria har valgt det bedste til sig selv, og Martha har taget den hårde tjans med opvartningen. Lad det være sådan.
Havde Jesus været en ordentlig, moderne, nutidig mand, så havde han nok opført sig bedre. Ja, så havde han ikke bare sendt Maria med ud for at gå til hånde, nej, han var såmænd selv gået med - i ligestillingens hellige navn - der skal ikke være forskel på folk, heller ikke på Frelsere og Fruentimmere - og så havde han hjulpet til, været med til at stille an og varte op, til de ALLE var klar til at sætte sig ned og lytte til, hvad Jesus havde at sige. Det ville være sådan lidt KFUM/K-modellen. Eller som på en FDF-lejr. Der hjælper alle til med alting. ("Ingen er færdige, før alle er færdige!").
Og når alle så er færdige med opvasken, der er blevet taget i fællesskab, så kan vi ALLE sætte os ved lejrbålet og synge og høre om Gud.
Men det gør Jesus ikke. Han er altså ikke moderne. Han er vist heller ikke FDF'er (Jeg tror heller ikke han var grundtvigianer).
Jesus er helt vildt irriterende. Næsten krænkende, tror jeg.
Han hører ikke engang rigtigt, hvad Martha siger.
Han siger bare: "Ét er fornødent."
"Ét er fornødent!"
Hvad betyder det?
Der er kun brug for en ting. Og hvad er det for én ting, der er det eneste der er brug for? Jo, den ene ting er ingen ting. Ingenting er fornødent. For Maria gør ingen ting. Hun gør intet. Intet er fornødent.
Al Marthas opvartning, alle hendes gode gerninger - der er ikke brug for dem.
Gud braser ind - uanset hvad vi byder ham ved vort bord.
For Jesus har ordnet det, der skal ordnes. For han er kommet. Han er trådt ind over dørtærsklen. Han er her. Og han bliver her. Og sådan er det.
Og resten er blot at sidde og lytte til det, som Jesus allerede har gjort: Alt. Det hele.
Det er den gode del, der er at vælge: Alt det, vi får af Gud. Alt det, vi får, som gør, at vi ikke skal nærme os Gud, at vi ikke skal skabe verdens goder, at vi ikke skal forordne frelsen.
Hvilken bedre dag at lægge vægt netop dette findes der, end netop en dag som i dag - hvor vi markerer årets høst.

"at være Gud nær er min lykke".
Og det er lykken at vide, at vi ikke skal stræbe alle mulige og umulige steder hen for at komme Gud nær. For han kan være nær enhver af os i vores eget hjem, i vores egen dagligdag - og det er det, vi (hvis vi har tid) skal sætte os ned og lytte efter og tænke over:
Gud er der hvor du allerede er, for det er der, hvor du allerede er, du skal finde den lykke, du kan udfylde dit liv med. Og mens du er der, hvor du allerede er, hvor Gud har besluttet sig for at være sammen med dig, dér kan du bruge din fritid til at opvarte og sørge for og lave mad og husere og tjene og gøre ved.
Ganske vist er hverken lykken eller lektierne ligeligt fordelt. For vi er ikke ligestillede i vores opgaver og vores verdslige gøremål. Sådan er det bare, virkelighedens luner falder forskelligt. Nogen høster stort, andre høster småt - nogle har bugnende haver, andre tørre agre.
Men Gud, ham skal du ikke lede efter. Lyt, han er der, hvor du har brug for ham til at være. Han er der ikke først, når du føler en lykkerus eller har en rolig dag. Han er der også, når du slider hårdt i det og har alt for travlt til at ænse andet end det, du er i færd med.
For Gud har gæstet os.
Gud har fundet os.
At forsøge at finde lykke i det brogede liv, vi er blevet skænket, det er vores opgave. Hver dag, under Guds sol. Der kan vi roligt nyde vores guddommeligt gode kaffe, vores gode fællesskaber med hinanden - uden at Gud (og hans tilstedeværelse) er reduceret til kun at være til i kraft af disse ting.
Amen.
Lov og tak og evig ære...


Salmer:
729 Nu falmer skoven
730 Vi pløjed' og vi så'de
446 O lad din ånd
728 Du gav mig, o Herre
808! Fra vest står blæsten


OHWebdesign