Bjergbestigning og Guds nåde

Prædiken til Fastelavns søndag, 11. februar 2018

af Hans Nørkjær

At være kristen er det modsatte af at være bjergbestiger.
Ikke sådan at forstå, at ethvert menneske, der sætter sig for at bestige en af verdens høje tinder har fjernet sig selv fra Gud og den kristelige sandhed. Man er ikke nødvendigvis mere kættersk eller mere ukirkelig, fordi man sætter sig det mål at nå toppen af Mount Everest eller Kilimanjaro. Det er ikke sådan det skal forstås.

Bjergbestigning og kristendommen er hinandens modsætninger, fordi kristendom er det nøjagtigt modsatte af at præstere ud over det sædvanlige. Sagt på en anden måde, så gælder der i kristendommen et andet princip, end der gælder i så mange andre af livets sammenhænge. Hvor livet ofte går ud på at udmærke sig, få gode karakterer, bestige bjerge eller køre stærkt i alpine discipliner i Vinter-OL, så gælder der i kristendommen noget ganske andet. For i kristendommen skal vi ikke præstere noget som helst.

I dag er det fastelavns søndag, dagen der indvarsler fastetiden, de 40 dages forberedelse til påsken. Til denne tid er der knyttet en mængde helt særlige traditioner - nogle har kirkelig baggrund, andre er rent verdslige.
Fastetiden har i den kirkelige tradition været knyttet til at afsværge sig det kødelige for i stedet at hellige sig beskæftigelser såsom bøn, bibellæsning og en særlig grad af hjælp til sit medmenneske. Det hører sig mest den katolske del af kirken til at holde fast i at markere fastetiden med en særlig asketisk, afsværgende og ydmyg livsførelse. På protestantisk jord er vi - som i så mange andre sammenhænge - mere afsvalede, mindre direkte i vores religiøse opførsel. Alligevel er der de senere år fremblomstret en fornyet interesse for at markere fastetiden, tiden op til påsken, tiden der forbereder Jesu lidelse, død og opstandelse: Nogle vælger at spise sundere i fastetiden, andre drosler ned på forbruget af sociale medier for at kigge mere indad, endnu andre går lange ture for at reflektere over deres livssituation og stresse af. Alt sammen sikkert ganske udmærkede beskæftigelser - ligesom det kan være at bestige et bjerg. Det har bare ikke så forfærdelig meget med kristendom at gøre. For kristendom har ikke noget som helst at gøre med hvad du gør.

Den mere verdslige side af sagen er det, vi markerer i dag og i morgen: Fastelavn. Det var oprindeligt en voksenfest med fest og ballade, hvor især unge mænd drog fra gård til gård og fik en dram hvert sted, de kom frem - ind til de samledes ved gadekæret for at slå katten (en rigtig levende kat) af tønden; sådan en slags landbrugssamfundets pubcrawl. Alt sammen skulle det markere en foreløbig sidste nydelse af livet, inden man gik ind i afsværgelsens fastetid. Dengang.
En af de mest bemærkelsesværdige beskæftigelser i forbindelse med fastelavn har til alle tider været traditionen om at klæde sig ud eller holde maskeballer, såkaldte maskerader. Man tager en anden identitet på, man bliver til en anden - for bedre at kunne slå sig løs, for at kunne holde fri fra sig selv og måske endda lave ballade.

Disse udklædninger, disse maskerader - er det samme som det vi kalder karneval, som på latin betyder "farvel til kødet", "carne vale".
Det kan derfor lige så godt betyde, at maskeraden, fastelavnsudklædningen er en måde at lægge et slør hen over virkeligheden på, skjule hvem vi i virkeligheden er - skjule vores kød og blod, skjule vores skrøbelige små liv.

For det er noget vi nok alle forfalder til i en eller anden udstrækning i det store blinkende karneval vi kalder livet. I den tilværelse, hvor vi hele tiden skal præstere for at være noget værd. Den eksistentielle maskerade, hvor det er vigtigt og væsentligt for vores succes, hvordan andre ser på os, hvad verden kan bruge os til og hvad vores venner og bekendte tænker om lige præcis os.
Meget ofte kan vi ikke bare stå frem som dem, vi er i vores liv, men er tvunget til at gemme os bag facader: Vores karriere, vores gode humør eller vores interessante og spændende nye tiltag i vores hverdagsliv. Så meget af vores liv kommer an på, hvordan vi præsterer.


Efter sigende er det noget, der bliver fokuseret stadig mere på i vores samfund: Dette med at præstere. Efter sigende er især de unge ramt af en overophedet præstationskultur, hvor det gælder om at være den bedste, den smarteste, den sjoveste og den med det højeste gennemsnit.
I DR-dokumentaren De perfekte pigerfølger man bl.a. pigen Line, der går i 3.g. Over hendes computer derhjemme på værelset hænger der en seddel, hvorpå der står:
"Hvis bedre er muligt, er godt ikke godt nok."
Den hænger dér. Som en hellig lovtavle og plager denne unge piges sjæl, så hun aldrig kan slappe af og sige til sig selv, at hun har gjort nok.
Og det mest forfærdelige ved det hele er, at det er hende selv der har lavet den. Det er hende selv der har skrevet den ind på sin computer, printet den ud og hængt den op.

Denne unge pige, Line, (og mange andre unge sammen med hende) lever i det paradoks, at jo mere de knokler for at blive bedre, jo mere utilstrækkelige føler de sig. For man kan jo altid gøre mere.
Det er Luthers gamle problem med gerningsretfærdigheden i en ny form. Luthers store opdagelse var jo, at jo mere han forsøgte at være syndfri, jo længere væk fra Gud følte han sig. Det var først da han forstod, at Gud havde frelst ham på trods af hans syndighed, at han blev sat fri fra syndens åg.
Da han fandt ud af, at det ikke kom an på, hvad han gjorde, men hvad Gud allerede havde gjort for ham.

Det ærgerlige er, at der er et eller andet der tyder på, at vi mennesker har enormt svært ved at åbne vores øre for denne simple sandhed: At over for Gud skal vi absolut intet præstere. Der er på en eller anden måde et ord, vi bliver ved med at glemme, eller da i hvert fald at glemme betydningen af. Det lille ord på fire bogstaver: NÅDE.
Måske er det så svært at forstå, fordi det netop går imod nærmest alt andet, som denne verden handler om.
Nåden betyder jo at det er gratis. Gratis. Gratia. Grace. Det samme som "tak" på italiensk. Nåde.

Det er så anderledes, fordi vi jo ellers véd, at intet i denne verden er gratis. Nej, lige præcis: i denne verden. Ikke i Guds rige. Dér er alting gratis. For Guds rige er fuld af Guds nåde.

Og det er derfor bjergbestigning og kristendom er hinandens modsætninger. Ligesom karakterræs og curling-konkurrencer og pæne profilbilleder er modsætninger til kristendommen. Ligesom alle denne verdens maskerader og flotte fastelavnskostumer er modsætning til kristendommen - modsætning til Guds tale til os.

Som kristne står vi som den blinde ved Jeriko - alle til hobe. Ligesom den blinde ikke havde noget at komme med, ikke havde status eller præstationer eller en morsom bemærkning. Hans måde at føre sig frem på var bagvendt: Han kom med ingenting og fik alt til gengæld. Han bad blot om barmhjertighed - og han fik den. For Gud giver alt - for intet. Gud tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. For Gud er kærlighed.
Og i kraft af Guds nåde er vi allerede stillet op på den højeste bjergtinde i Guds rige - ved hans indgriben, ikke ved vores egen præstation. For kristendommen handler om, hvad Gud gør - for os.
Og på det ord - og det er da pointen - er vi alle sat fuldkommen frie til at gå ud i alverden og elske vores næste som os selv. I sikker forvisning om, at vi aldrig falder ud af Guds nåde, uanset hvordan vi præsterer.
Lov og tak og evig ære...

Salmer:
743 Nu rinder solen op
336 Vor Gud han er så fast en borg
173 Ét vidste han om vejen frem
---
690 Den ypperligste vej
671 O du min Immanuel
599 Lov og tak og evig ære

Læsninger:
Salme 31,2-6
1 Korintherbrev 13
Lukasevangeliet 18,31-43
OHWebdesign