Du skal sørge, for du må ikke fortvivle

Påskeprædiken, 21. april 2019

af Hans Nørkjær

Hun havde mistet noget af det kæreste hun havde.
Hun havde mistet sin mand.
Han havde været politimand og var blevet dræbt under et indbrud på en våbenfabrik af en gruppe unge yderliggående aktivister.
Han og hans kollega bliver kaldt ud til indbruddet. Han råber forbryderne an ude foran fabrikken. De tre forbrydere sidder i varevognen -flugtbilen- med elefanthuer på. Han står på vejen et stykke foran bilen med hævet pistol. I nogle sekunder står alt stille - så træder føreren af bilen på speederen og hamrer frontalt ind i politimanden og dræber ham. De tre i varevognen flygter fra gerningsstedet. ---
Overlagt drab. Et indbrud, der eskalerede. Og pludselig blev en af de unge aktivister til morder.
Efterfølgende bliver de 3 unge kriminelle arresteret og retsforfulgt; og et af de vægtigste spørgsmål i sagen er: Hvem kørte bilen? Hvem dræbte politimanden?
De tre dækker over hinanden; ingen af dem vil gå til bekendelse; og det viser sig umuligt at bevise, hvem der kørte bilen, selvom der bliver presset hårdt på. Og fordi det ikke lader sig gøre at bevise, hvem af de tre, der kørte bilen, slipper de 6 måneders fængsel for groft hærværk.

I kulissen står enken til den dræbte politimand - og går ligeså langsomt i spåner. Hun har mistet sin mand. Og hun kan ikke få vished om, hvem der har slået ham ihjel. Hun efterlades i et stort sort hul af uafklarethed; af sorg og afgrundsdyb fortvivlelse.
Hun véd ikke, hvad der er sket. Hun véd ikke, hvem der kan stilles til ansvar for at have kørt hendes mand i døden. Og hun kan derfor ikke rette sin vrede, sin sorg -og sin mulige forsoning- noget præcist sted hen.
Så hun fortvivler. Hun synker ned - i mørket. Hendes liv går i stykker. ---
Det er en drabelig historie. En helt igennem sørgelig historie. Den aften, hvor de 3 mennesker begik indbrud og hærværk på en våbenfabrik, gik ikke bare ét liv i stykker. Men to. Og flere liv endnu blev mærkede for livet.
Den nærmeste familie. De unge kriminelle selv.
Politimanden og hans hustru havde et barn. Et barn som oplever at miste sin mor for øjnene af sig - ganske langsomt - til fortvivlelsen. Hun ender med at gå i havet - begå selvmord. Hun kunne ikke holde det ud.
---
Her i livet sætter vi vores lid til hinanden. Vi kaster vores tillid og vores sårbarhed i armene på nogle mennesker, vi tror på vil tage ordentligt vare på dem. I nogle tilfælde er det hele vores liv, vi kaster i en fælles skål. Som når vi kaster vores kærlighed på et andet menneske, der måske bliver vores ledsager gennem hele vores voksenliv. Eller måske endnu mere udtalt, den kærlighed vi slet ikke kan lade være med at kaste på vores børn.
Det er sådan livet leves - i fællesskab med hinanden, udleverede til hinanden - det er sådan mange af os oplever at finde en ro og en mening i en ellers noget broget og skiftende tilværelse: Livet sammen med dem man holder af.
Men i denne hengivelse til hinanden gør vi os også uendeligt sårbare. For hele vores liv kan gå i stykker i kraft af den anden. Og derfor kan tabet af en elsket, det være sig mand, mor, barn eller hustru, også betyde enden på ens eget liv.
Sådan som det skete med politimandens hustru, hvis liv faldt fra hinanden, da hun mistede sin mand. Og hvor sorgen altså kom til at skygge over resten af det liv, hun havde tilbage efter tabet af sin mand - f.eks. sin lille søn, der også mistede sin mor.
---
Det kan være farligt at binde sit liv til en anden - at kaste sig i armene på kærligheden og hengivenheden.
Vi løber en risiko, når vi binder os sådan sammen med et andet menneske, at vores livs lykke afhænger af vedkommende. Vi gør os umådeligt sårbare, når vi elsker en anden.
Derfor kan det være farligt - ja, livsfarligt - at elske et dødeligt menneske. Og derfor skal vi være opmærksomme, hvis vi gør det.
Det er ikke sagt som en løftet pegefinger, men som en konstatering af, at hvis vi forholder os sådan til den anden, at vores hele liv vil miste sin mening og sit fundament, hvis den anden forsvinder, så risikerer vi, at miste os selv i den anden.
Det er ikke noget, man kan kloge sig i på andres vegne, det her. Og vi skal aldrig dømme hinanden.
Men det stiller os det spørgsmål, hvordan vi har tænkt os at forholde os til den sårbarhed, vi kaster os i armene på, hvis vi elsker et andet menneske grænseløst.
Kan vi leve videre, hvis den anden skulle ende med at blive revet fra os? Og hvordan -i så fald- skal det kunne lade sig gøre?
Hvordan modvirke at vores liv bliver lænket til graven af den afdøde, hvis eller når vi mister hende?
Hvordan vende tilbage fra de dødes rige, når vi først én gang er blevet trukket derhen?
Hvordan stå i den udspændthed af absolut sorg over tabet og samtidig absolut fordring om stadig at leve det liv, man stadig er i live i?
For "vi skal sørge", som Søren Kierkegaard siger i Kjerlighedens Gjerninger fra 1847. For sorgen er sund, ikke syg. Den er ikke noget, vi skal kureres fra. Sorgen er ikke en lidelse, vi skal af med, men en kærlighed, man ikke kan blive af med. Sorgen er beviset på, at kærligheden var der - inden døden. Og nu er sorgen vores eneste måde fortsat at holde kærligheden i live - efter døden. Derfor skal jeg sørge.

For Kierkegaard at se findes der ikke en renere kærlighed end den at erindre en afdød. Så længe vi lever, er kærligheden så godt som altid fedtet ind i et vist niveau af gengæld. Hvis jeg elsker dig, så elsker du mig. Eller jeg har i hvert fald en forventning om, at min kærlighed bliver gengældt til en vis grad.
Men når jeg sørger, når jeg erindrer en afdød, så véd jeg med sikkerhed, at jeg ikke får noget for det. Sorgen er uegennyttig.

For Kierkegaard er der altså en direkte forbindelse mellem sorg og kærlighed. Og derfor skal sorgen selvfølgelig ikke problematiseres eller sygeliggøres. Men for Kierkegaard var det vigtigt at adskille den sunde sorg fra den syge fortvivlelse.
»Jeg skal ikke have Lov til at forhærde mig mod Livets Smerte, thi jeg skal sørge," skriver Kierkegaard; »men jeg skal heller ikke have Lov til at fortvivle, thi jeg skal sørge; og dog skal jeg heller ikke have Lov til at ophøre at sørge, thi jeg skal sørge."
Det er fortvivlelsen og ikke sorgen, vi skal helbredes fra. Fortvivlelse er, i modsætning til sorg, et forhold til den afdøde, der er blevet et misforhold. Hvor kærligheden ikke længere er levende, men hvor sorgen, så at sige, har sat sig fast. Og slår alt det gode, der var, ihjel.
I fortvivlelsen vil man ikke længere være sig selv, for man kan ikke holde sig selv ud. Man kan ikke holde ud at være til uden den anden. Og derfor kan man ende i den vrangforestilling, at man ikke længere har noget at gøre i denne verden, i de levendes land.
I fortvivlelsen slår sorgens kærlighed over i sin modsætning og bliver til had. Hadet til dem, der har revet den elskede bort - eller - måske endnu værre - til Selvhad. Og det kan taget livet af et levende menneske.
Der er en verden til forskel på sorg og fortvivlelse. For der er en kærlighed til forskel. Derfor er sorg ifølge Kierkegaard en pligt og en opgave. Jeg skal sørge - for jeg må ikke fortvivle.
---
Det samme skulle kvinderne, da de kom til graven påskemorgen og ikke fandt, hvad de ledte efter: Nemlig et livløst legeme, de kunne sørge for med "de vellugtende salver".
Påskemorgens budskab sendte ikke kvinderne hjem med store smil og ubekymrethed. Så let var det slet ikke. Selvom de fik alt det glædelige at vide af "den unge mand i de hvide klæder".

Ganske vist står der i en påskesalme, at "Påskemorgen slukker sorgen".
Og vi har måske nok en tilbøjelighed til at tro, at det var da kvinderne kom ud til den tomme grav - og fik evangeliet forkyndt af en flot ung mand - at de blev ramt af en tro så stærk, at deres hjerter var ved at flyde over. Og at det er denne stærke, overstrømmende tro, som vi stadig trækker renter af her flere tusind år efter.
Men "de blev forfærdede og de var bange", står der.
Alting var ikke fryd og glæde og blomsterduft dén påskemorgen. For de sørgede og de var bange og kunne ikke finde ud af, hvad de skulle tro - og hvad de skulle gribe og gøre.
Alligevel gjorde de, som de fik besked på. De gik ud af graven igen.
De gik tilbage til deres liv. Nok sørgede de stadigvæk over tabet af Jesus. Alting var ikke bare forårsstemning dén påskemorgen - men de vendte tilbage, de gik ud af graven, de forblev ikke på dødens sted, men vendte tilbage til livet: Med et gådefuldt budskab i ryggen. Et budskab om, at de ikke skulle fortvivle - at de ikke skulle være bange, selvom det var det, de var.

Det er det samme, som vi alle får besked på: Også denne påskemorgen i år 2019.
Hvad end vi må bære rundt på af bekymring, af tab og af sorg: At vi ikke skal fortvivle. Men vi skal sørge over dem og det, der skal sørges over. For kærligheden findes - og derfor gør livet forbandet ondt, når vi mister noget eller nogen vi holder af.
Du skal sørge. Men du skal ikke fortvivle; for du skal elske. Og du skal ikke hade dit liv. Elsk dit liv. Gå ud i dit liv. På trods! På trods af død og tab, korsfæstelse og mørke.
Gå hen, gå ud, gå hjem. Med Guds glædelige budskab i ryggen. For Herren er visselig opstanden. Og det betyder: Lad ikke mørket vinde over dig, for det har ikke vundet over Gud. For "kærligheden, hjertegløden, stærkere var her end døden."
Glædelig påske! I Jesu Kristi navn.
Amen.


Salmer:
224 Stat op, min sjæl, i morgengry
218 Krist stod op af døde!
236 Påskeblomst!
241 Tag det sorte kors fra graven
828 Det er påske alting springer ud
OHWebdesign