I Guds rige er vi aldrig forældreløse

Pinseprædiken den 20. maj 2018

af Hans Nørkjær

Det må ikke være sjovt at vokse op som forældreløs. Ikke at have de mennesker omkring sig, som man er udgået fra, som man har fået livet skænket af og som danner en livsverden som man kan leve i. Det gælder jo selvfølgelig ikke bare biologiske forældre, men i det hele taget: Hvis man ikke har nogen primære voksenpersoner, der skaber en dagligdag og en miljø omkring en, hvor det er trygt at opholde sig, og hvor man får den kærlighed og omsorg, som ethvert lille nyt menneske har behov for - især i de første leveår.
En gruppe af os var forleden på udflugt, hvor turen bl.a. gik til det såkaldte "forsorgsmuseum" i Svendborg. Her fortælles historien om, hvordan fattiggårdene var indrettet i tidligere tiders Danmark. Der var også en udstilling om danske børnehjem, som de for manges vedkommende var frem til omkring 1960. Det er stærke sager.
På fattiggårdene var det sådan ind til et godt stykke ind i det 20. århundrede, at når man fik ophold på et sådan et, så måtte man tage afsked med sine egne børn: Og for manges vedkommende var det et farvel for evigt. Børnene ville da for manges vedkommende blive anbragt på et børnehjem.
Denne opbrydning af familier må have været forfærdelig for alle parter. Og der fortaltes på museet om, hvordan mange børnehjemsbørn simpelthen mistede deres historie, når de mistede deres forældre. I mange tilfælde blev der intet gjort for at fæstne en livshistorie; hvor de kom fra, hvem deres forældre var osv. Så de kom til at svæve næsten identitetsløse videre i livet.

Vi mennesker har brug for at høre til et sted. Vi har brug for fællesskaber og sammenhæng - noget at være en del af. Vi er slet ikke stærke nok til at stå helt alene i livet. Og i første række, dér har vi brug for at have forældre (biologiske eller ej). Nogen, der passer på os og lader os vokse ind i en sammenhæng, der allerede foreligger og som vi ikke skal opfinde selv. Intet menneske kan nemlig opfinde sig selv, for vi er ikke vores egen skaber.

I dag, Pinsedag, fejrer vi Helligåndens komme til de fortvivlede, forladte discpile i Jerusalem. Vi kalder også dagen for Kirkens fødselsdag, fordi det er begyndelsen på forkyndelsen af Jesu Kristi evangelium, det kirken er sat i verden for at gøre; eller sagt mere præcis, det der oprettes, når Jesus Kristus forkyndes i en forsamling: Så opstår kirken ved Helligåndens mellemkomst.
Pinsedag markerer altså begyndelsen på en lang historie om at fortælle budskabet videre til menneskeheden. Det er begyndelsen på den sammenhæng, vi får givet af vores himmelske far at vokse ind i og leve i.
Og det fællesskab, som denne historie skaber, er bundet sammen af Ånd. Ånd er nemlig at være fælles om noget. Åndelig kan man ikke være alene. Ånd er en sammenbinding, igennem ord, igennem handling - igennem omsorg og forståelse.
Helligånden var den kraft, der gav ild og ord til den fortælling, som disciplene var blevet sendt ud for at forkynde til alverden. De fik tunger af ild, den hellige begejstring, inspirationen, et brændende ønske om at udbrede; og de fik sprog, ord, talegaver til at udbrede det til andre end blot deres egen snævre kreds. For det er Ånden der gør oversættelsen mulighed; overførslen af information og forståelse fra ét menneske til et andet; fra et sprog, et folk, en kultur til en anden.
Ja, Ånden giver os fællesskab og binder os sammen, så vi ikke står mutters alene i verden.
Helligånden binder os sammen med ham, der har skabt os, vores himmelske Fader, som aldrig slår hånden af os, hans børn, så vi bliver forældreløse.

Igennem Guds hellige ånd får vi del i det faderskab, som Jesus taler om til disciplene hos evangelisten Johannes. For som han siger: "Jeg vil ikke efterlade jer Faderløse; jeg kommer til jer (...) Jeg er i min fader og I er i mig og jeg i jer."
Sandhedens Ånd, talsmanden, som Jesus kalder den er det, der opretter et fællesskab, en fælles historie, et bånd imellem os mennesker og den store Gud, den guddommelige fortæller.

Det er den "indsigtens Trøst", som Helligånden er: At uanset hvad og hvor meget vi måtte miste i vores jordiske liv, så mister vi aldrig vores guddommelige faderskab. Vi bliver aldrig forældreløse i Guds rige.

Som lille barn har brug for sine forældre, sådan har ethvert menneske brug for nogen, der går i forvejen for det, viser vejen og lader os forstå, at der er nogen eller noget der vil os det godt.
Det er den trøst, vi får sådan en pinsedag som i dag. Det er en trøst vi lægger øre til hver gang vi lader kirkens grund komme til orde: At vi altid og i evighed er bundet sammen med vores himmelske Fader i en stor guddommelig historie, som vi ikke bliver fjernet fra, selvom der skulle ske os alt muligt ondt.
Og for det beder vi af hjertet:

O Helligånd, almægtig Gud,
Styrk mig at jeg kan holde ud
Opvarm mig med din nådes glød
Og gør mig trøstig i min død!

Rigtig glædelig pinse til jer alle. Amen.

Lov og tak og evig ære...

Salmer:
4 Giv mig, Gud, en salmetunge
294 Talsmand som på jorderige
289 Nu bede vi den Helligånd
290 I al sin glans
652 Vorherre, til dig må jeg ty
287 Kraften fra det høje

Læsninger:
Jeremias´ bog 31,31-34
Apostlenes Gerninger 2,1-11
Johannesevangeliet 14,15-21

OHWebdesign