Du skal ikke tro du er noget - men nogen

Prædiken til 24.s.e. Trinitatis, holdt den 12. november 2018

af Hans Nørkjær


Du skal ikke tro, du er noget!
Janteloven, siger man vist ofte, er noget ganske udpræget dansk og noget, der stadig er ganske udbredt.
Men spørgsmålet er, om ikke mantraet om, at "du ikke skal tro du er noget", har mistet noget af sin gennemslagskraft? For har vi ikke i efterhånden mange år forsøgt at gøre op med janteloven og dens bud? Omtaler vi den ikke normalt som noget negativt, vi skal fjerne os fra?
Er det ikke i dag i højere grad det modsatte af janteloven, der gør sig gældende?

For får nutidens unge mennesker ikke netop tudet ørerne fulde af det modsatte af "du skal ikke tro du er noget"? Er hele vores samfund ikke ofte med til at sige: "Du skal tro du er noget!" For "du skal tro på dig selv", "du skal efterleve din egen unikke drøm" og "du skal mærke efter inde i dig selv, hvad du allerhelst vil"? Og det er din evne til alt det, du skal vurderes på som menneske...
Er det ikke ofte sådan vi gør i dag: Vi lægger opgaven over på de nye mennesker, som er ved at vokse til og finde hjemme i livet - opgaven om at de skal præstere det bedste de overhovedet kan, at de skal se godt, få spændende uddannelser og jobs og være evigt lykkelige og glade i det store glansbillede af et samfund, vi kalder det moderne Danmark?
Kort sagt: Er nutidens mantra ikke: "Du skal tro du er noget. For du skal sørge for at blive til noget!"

Og har vi så ikke opnået det vi ville? Vi har gjort op med Jantelovens undertrykkende, nedslående bud og erstattet det med nogle gode opbyggelige leveregler om at få så meget ud af livet som muligt, udleve vores drømme og kaste os ud i livet. Carpe diem. Grib dagen. Sikket herligt livsmotto.
Jo, det kan såmænd sikkert være godt nok.
Det er bare som om, der viser sig en bagside af den ellers så blankt polerede medalje. Som der så ofte gør med menneskelige meritter.
For hvis mantraet er skiftet til "tro på dig selv" eller "få noget ud af livet", så er bøtten mere eller mindre bare blevet vendt om, og vi står tilbage med et lignende problem, som vi gjorde, da vi slog følgeskab med Jante og hans mantra:
For også med denne nye lov, handler det hele om, at vi skal vurdere os selv og hinanden. Om vi nu også lykkes med vores liv. Vi skal finde ud af, hvem der lever mest op til tidens løsen om at "vi skal blive til noget", for det er jo det livet går ud på. Det er simpelthen det, der er livets mening.
Selvom man gør op med Janteloven, står man stadig med det problem, at vi ofte i vores menneskelige verden bedømmer hinanden efter dygtighed, evner og præstationer - og ikke efter så forfærdelig meget andet. Hvad enten det er, når vi vogter på hinanden og holder hinanden nede med et skeptisk "Du skal ikke tro du er noget", eller når vi gør det modsatte og opmuntrer til store præstationer og en masse talenter. Hvad så når præstationerne begynder at halte, når det går den forkerte vej eller når det simpelthen bare viser sig, at vi faktisk ikke er så dygtige, som vi troede og håbede, vi var?

Det skulle efter sigende have været et evigt tilbageværende tvivlsspørgsmål for den ellers så roste og afholdte skuespillerinde, Susse Wold, der har udtalt noget i retningen af, at hun igennem hele sin skuespilkarriere har frygtet den dag, da alle fandt ud af, at hun i virkeligheden intet talent havde og ingenting kunne. Sikken frygt at bære rundt på i kernen af sin sjæl omkring selve det, man får al sin offentlige anerkendelse af.

Det, der er hele problemets kerne, er, at vi holder os selv og hinanden som gidsler i det evindelige spørgsmål, om vi nu også er blevet til noget.
Vi glemmer fuldstændig, at det vigtigste er, at vi er nogen! Og nogen er ikke noget, vi først skal blive; det er vi altid og fra begyndelse til ende - der er vi nogen!!
Sagt med Janteloven, så skal du ikke tro, at du er noget - for du skal tro, at du er nogen!!

Og har vi ikke andet at ty til, så har vi den gode Gud i vores himmel, der kan give os vished om dén sandhed. Han er den, der uden forskel, uden at blinke, uden at skele til denne eller hiin flotte præstation, tildeler os den evige værdi, som vi ikke har gjort os fortjente til, men som vi allerede og i forvejen har fået - uforskyldt, blot fordi at vi er til.
Hvor fantastisk er det ikke. Og hvor fantastisk revolutionerende er ikke den tanke: At vi altid og på forhånd kan gå ud i vores liv og i verden med den sikkerhed i bagagen, at vi for den magt, der står bag verden, altid og i evighed har uendelig værdi.
For Gud er vi ikke noget, vi er nogen. Vi er - hver især - dette helt bestemte, enkelte, unikke menneske, som han elsker. Enhver af os er sat under den almægtige Guds åsyn og dérunder er vi evigt beskyttede.

At blive set ud fra den synsvinkel er som at få lagt en tung, varm kappe om hele vores legeme. En kappe af ren nåde, der beskytter os fra at blive blottet som de mere eller mindre fejlbarlige mennesker, vi er.
I en præstationskultur kan den største angst være at blive lagt nøgen og åben frem for alles øjne. Ikke bare kropsligt, men også i åndelig forstand. At blive vist, som man virkelig er eller som man er alt for pinlig over at ville stå ved. Også med alle sine fejl og mangler. Også med de eksamener, hvor man ikke fik 12, og som derfor ikke bliver udbasuneret på facebook. Det er frygten: At få blotlagt dér, hvor vi ikke er perfekte. Især unge, tror jeg, oplever denne frygt.
Og den frygt kan Gud hjælpe med at tage bort ved at sige, at uanset, hvor afpillede og blottede vi risikerer at blive af den hårde verden - den verden, der er forhippet på karakter og præstationer - uanset hvad, så har Gud lagt sin nådeskappe om vores skuldre, han har skærmet os mod verdens dom. For han har valgt, at al dom i sidste ende skal tilfalde ham og ingen anden: Og det er det glædeligste budskab, man kan tænke sig, for dér ved man at ingen bliver glemt og at alle får den samme milde dom uanset hvad:
Som der står skrevet: "Alle de der er i gravene skal høre hans røst, og gå ud af dem."
Og husk så at bemærke, at der står, at de onde skal opstå til dom ikke til fortabelse.
Og det er et nådigt budskab, fordi vi ved, hvad dommen lyder på: Frelse. Frihed. Fred.
Så du skal ikke tro, du er noget - du skal tro, du er nogen - ja, måske ved du rent faktisk er du er nogen!
Et elsket menneske, en beskyttet skabning, en skærmet sjæl. Amen.


Salmer:
812 November går tungt gennem byen (fra 100 SALMER)
562 Som markens blomst henvisner fage
276 Dommer over levende og døde
538 At sige verden ret farvel
OHWebdesign