Det vi ikke kan fæstne

Prædiken til Påskedag

Læsninger, 1. tekstrække:
- Salmernes bog 118,19-29
- Matthæusevangeliet 28,18-20
- Markusevangeliet 10,13-16
- Markusevangeliet 16,1-8

   Vi kender dem alle sammen: familiebillederne. I en eller anden form findes de i de fleste familier - billedet af den samlede familie, stillet pænt op på række, foreviget i et enkelt glimt af deres allesammens liv. Eller festgruppebillederne, hvor vi til en stor familiefest har stimlet alle gæsterne sammen og taget et billede, for at dokumentere hvem der var med på denne helt særlige dag.
   Måske har vi endda også noget hjemmevideo af en børnefødselsdag eller en juleaften, hvor vi gang efter gang kan blive sat tilbage i vores egne stuer med en yngre udgave af hele familien - fastfrosset i denne video.
   Det er noget, der bliver stadig mere af: billederne og videoerne. Det bliver lettere og lettere - faktisk har de fleste af os et hjemmevideokamera i lommen, nemlig vores smartphones.    Lysten til at forevige oplevelser er så gammel som civilisationen selv. Før fotografiapparatet kom frem brugte man portrætmalere til at forevige sig (hvis man havde råd), og ellers måtte man ty til det endnu ældre medium: Fortællingen, beretningen.
   De moderne remedier - kameraerne med deres mulighed for både billeder og video - de er gode at have. De hjælper hukommelsen på vej til de gode minder, vi har.
   Nye teknologier giver os nye muligheder - vi får nye teknologier at huske vores liv med. Og udviklingen i disse elektroniske genstande eksploderer jo - måske navnlig de her år. Det er ikke meget mere end 10 år siden at hjemmesider som youtube og facebook blev opfundet, og for nogle af os har det forandret vores liv. Og det kan være svært at tænke sig tilbage til tiden før disse "platforme", som de kaldes. Eller når man tænker på tiden før mobiltelefonerne - jamen hvordan fandt man overhovedet hinanden og hvordan traf man overhovedet aftaler...?

   Alle disse nye dimser og elektroniske "gadgets" til trods, så er det i bund og grund faktisk det samme, der er vigtigt for os: Nemlig vores relationer, vores forhold til hinanden - som rigtige, levende mennesker.
   Det vigtigste er stadig, hvad og at vi vil have med hinanden at gøre.
   Og uanset hvor mange billeder og videoer vi tager af os selv og hinanden, så vil de altid kun være noget sekundært, noget der ikke er det egentlige liv, noget der ikke er ligeså godt som selve oplevelsen.
   Det vedbliver nemlig at være sådan: at det allervæsentligste kan vi ikke fiksere og fastholde - i hverken billedet, videoen eller teksten. For det mest betydningsfulde i vores liv undslipper sig i sidste ende vores bemestring; det mest betydningsfulde har vi ikke kontrol over.

   Når man skal holde fest, så skal man sørge for at gøre alle de rigtige forberedelser. Man skal stille alt parat. Man skal have styr på logistikken. Man skal have den rigtige mad forberedt. Og man skal for alt i verden have telefonerne klar - til at dokumentere alt det herlige, der finder sted til denne fest.
   Men vi ved også godt, at det ikke er alle forberedelserne der gør festen i sidste ende. Det er ikke al logistikken, der skaber festens højdepunkt. Det er ikke alle billederne og videoerne, der er selve oplevelsen.
   Vi ved alle sammen, at der skal noget andet og mere til: Der skal mennesker til. Mennesker af kød og blod. Mennesker, der kan skabe den stemning, der skal til, for at det kan blive en rigtig og en god fest.
   Og selvom billedet er taget lige på det tidspunkt, man havde det allersjovest eller var allermest glad, så vil billedet aldrig være det samme som dengang, man rent faktisk havde den gode oplevelse.
   At fastfryse lykken i et billede er som at forsøge at fange røg med de bare næver. Det glider umærkeligt ud imellem fingrene på en.

   Det vigtigste ligger nemlig i det, der er usynligt for det blotte øje; det, der ikke bare kan skues todimensionelt. Det vigtigste er en totaloplevelse.
   Ligesom det vigtige i den dåb, Norma lige er blevet døbt med ikke er selve vandet, der risler over hendes lille hoved, men derimod den Ånd og de Ord, der ledsager vandet. Det vigtige ligger i den gave det er at få tilsagt en nåde fra noget, der er større end hvad vi mennesker magter at forstå.

   Det er på samme måde, at det vigtigste i dagens påskeberetning ikke er den tomme grav, men det, denne tomme grav vidner om og som kun kan ses med troens blik; det som englen siger: "Han er opstået, han er ikke her."
   Men kan det nu også passe? Kan man virkelig ikke indfange det vigtige med billeder og videooptagelser? Hvorfor kan man ikke tage et billede af vandet der risler over barnets hoved og så have udtømt dåbens betydning? Tage et billede og sige: "Se, en barnedåb." Og så slut, færdig!
   Eller måske endnu bedre: med Jesu opstandelse fra de døde: Hvorfor sørgede Gud ikke netop for, at opstandelsen fandt sted i en tid, hvor man kunne have sat videokameraer op overalt, så Jesu opstandelse kunne blive dokumenteret fra alle leder og kanter, så Gud var sikker på, at vi forstod hvad det betød?
   Noget tyder på, at det slet ikke er det, der er pointen. Vi har en tom grav - og det må da være op til troens blik at vurdere, hvad dén tomme grav betyder.

   Det virkeligt vigtige, det er noget, vi ikke bare sådan gør os færdige med. Det virkeligt vigtige, det er det, vi skal slås for at forstå. Det er noget, der ikke bare giver sig selv; hvad betyder det f.eks. som vi sang, at "dåbens lys er tændt, når livet slukkes". Det betyder, at Guds kærlighed på en eller anden måde rækker videre end selv dødens slutning og mørke. At han beskytter os dér, hvor ingen andre formår det og alt synes håbløst og tomt - som graven påskemorgen. Men det er ubegribeligt - det er et mirakel.
   Ja, det store, det vilde og det vigtige - det kan vi blive ved med at tænke over.
   Det er jo også derfor, vi bliver ved med at fejre påske. Vi er jo ikke færdige med at udrede, hvad den betyder. Vi skal have det at vide igen og igen. Hvis det var så enkelt - og hvis den havde været ordnet ved at sætte videokameraer op ved Jesu grav - så kunne vi vel bare have udfærdiget en tilstandsrapport om Jesu gravs forfatning påskemorgen, og så havde dén potte været ude.
   Men sådan er det jo ikke. Vi er ikke færdige med det, og vi bliver ikke sådan lige færdige med det.

   Det allervigtigste kan vi ikke fæstne og fiksere. For det er ikke som at skrive en kriminalrapport eller lave en indkøbsliste til en fest eller som at købe vellugtende salver til den døde, som kvinderne i evangeliet gjorde.
   Det vigtigste er det, der rækker ud over brugsanvisningerne og billederne - det er alt det ekstra, som man ikke kan planlægge sig til eller ordne efter en skabelon.
   Sådan er troen - den gave at finde trøst i sorgen.
   Sådan er håbet - på at vi alligevel kan forsones, du og jeg.
   Og sådan er kærligheden - der sprænger mørket åbent, så lyset kan strømme ind.

   Det bedste og det vigtigste og det vi lever af - det er det overrumplende, som vi ikke kan sætte på formel, og som vi ikke kan kontrollere - og som får sin magi og sin værdi netop fra, at vi ikke kan kontrollere det.
   Det er lykken - at blive overrumplet af det glædelige budskab om, at døden har tabt, og at Mesteren er genopstået fra de døde. At kærligheden sprængte dødens bånd og væltede stenen fra graven.
   Det er lykken - at blive velsignet med den overvældende, overraskende nyhed at skulle være forælder til et barn.
   Når vi en gang imellem stadig kan blive overrumplet af glæde eller af tro på det godes mulighed - trods konflikter, modstand, uenighed og strid - så får vi åbnet en lille flig af den evighed, som Gud har lovet at skænke os.
   Det er den evighed han åbner for os i dåben ved at sige, at han altid vil være med os. Det er den evighed, som kvinderne ved graven blev skræmte af, fordi den var alt andet, end de havde forventet. Er det virkelig sandt? Stod han op af graven - er døden virkelig overvundet?
Det er noget, vi hverken kan kontrollere eller fuldtud forstå:
Det er en "Større rigdom end hvad ord kan rumme"
Det er det, som "intet øje så, som vi i kirken vil holde søndag på".
Det er det, der ikke kan fæstnes i hverken billedet, videoen eller beretningen. Det er det, der konstant må gives nyt liv for ikke at blive en gold ansamling fakta.
Det underfulde - det glædelige - det vi suger lykke af.
Det går ud over vores forstand, vores sprog og vores billeder.
Dét er opstandelse - og evigt liv.
Rigtig glædelig påske!
Amen.

Salmer:
224. Stat op, min sjæl, i morgengry
448. Fyldt af glæde
241. Tag det sorte kors fra graven
236. Påskeblomst!
847. Kalken med Ordet
238. Det er så sandt, at ingen så
OHWebdesign