Forhistorien

 

Til dagbogen for Lemvig Valgmenigheds første hundrede år er det tanken at indlede med de ældste optegnelser, der findes om menighedens tilblivelse, dels fra menighedens arkiv og dels fra datidens blade.

Som første bidrag bringes en interessant beretning af en mand, der var med fra begyndelsen, men som desværre ikke har underskrevet sine oplysninger. Så vidt det kan skønnes, er det en gartner Peder Pedersen.
Han skriver følgende: »Aar 1875 var der en præst i Tørring, som hed Fogh. Sognefolkene syntes ikke rigtig om ham, han egnede sig ikke til den gerning, og han blev derfor pålagt at holde kapellan. Den første kapellan, Fogh havde, hed Tranberg - en elskværdig og rar mand, han var ikke udpræget partimand i nogen retning, men folk af den grundtvigske retning syntes om ham.
Tranberg virkede der i ca. 31/2 år, blev så forflyttet til Farup ved Ribe. Efter Tranberg kom Karl Poulsen (senere Ryslinge). Han var udpræget grundtvigsk, og folk flokkedes i Heldum Kirke, så at den var helt overfyldt, og til tider i den lille kapellanbolig ved Heldum Kirke eller i private hjem: Hos P. Madsen, Markus Balleby, Kristen Højland, Anders Veie, Kristian Pedersen og mange flere.

1882 blev Karl Poulsen valgt til præst i Ryslinge, og da begyndte der at blive røre i den kreds, som havde samlet sig om Karl Poulsen. Folk kunne jo se, at når Poulsen rejste, ville det blive tomt, og der var jo lang og trang vej til Bøvling Valgmenighed (Jessen).
Der blev holdt møder i kapellanboligen i Heldum, hos Peder Madsen, Møllegaarden, Anders Hestbech og mange flere steder og til sidst hos Fr. Hestbech, og der blev drøftet, om Kirken skulle ligge i Nissum, Tørring eller Lemvig.
Det resulterede i, at Karl Poulsen sagde til Peder Madsen: »Ja, vil Du P. Madsen have en Kirke, så begynd og saa kommer den«. »Ja, ja«, sagde P. Madsen, »saa begynder vi«, og så begyndte han at gå rundt med en liste.
Det var ikke særlig store bidrag, der blev givet, men der var glæde over de små og over tilslutningen, og der blev i alt indsamlet 8665 kr. For den lille sum vovede man at begynde. P. Madsen gav byggegrunden (+ 1500 kr. iflg. listen) og han sørgede også for, at der blev købt en skibsladning tømmer i Sverige, og jeg mindes endnu den dag, da skibet kom - da var der over 100 mennesker ombord for at tage det i øjesyn.

Tidlig forår 1883 påbegyndtes kirkebygningen med Bentsen, Vallekilde som leder, og al kørsel blev gratis udført af Peder Madsen samt nogle flere. Så vidt jeg husker, blev der begyndt den 10. april 1883 med en stab bestående mest af Bentsens lærlinge og elever fra Vallekilde, deriblandt J. Rasmussen, Kirkebjerg, som senere i mange år var gymnastiklærer i Askov - og byggeriet gik rask fremad.
Sidst i juni blev kirkebygningen rejst og -kransen hejst en smuk sommerdag, og hele mandskabet tog plads fra murens sokkel til den øverste spids i tårnet og sang: »På Jerusalem det ny«, så folk~ der færdedes nede i byen, stod stille og lyttede helt betaget til sangen. - Herefter gik arbejdet rask fremad, og kirken blev færdig og blev indviet 3. søndag i Advent, Johannes Dag, og derfor kom den til at hedde Johannes-Kirken.

Højtideligheden var stor og besøgt af ca. 1000 mennesker, og som talere var til stede præsterne Jessen, Bøvling, Nielsen, Dybe, Berthelsen, Lomborg, og provst Berggren. Menigheden blev så annex til Bøvling med Jessen som præst. Pastor Jessen virkede i ca. 8 år, og 1892 blev han kaldet til præst i Ødis ved Vamdrup, og så blev der atter travlhed med at finde en anden præst.
Efter mange henvendelser sagde pastor Nielsen, Dybe, endelig ja til at være Bøvling og Lemvig Valgmenigheders præst. Lemvig kreds menighed syntes, præsten skulle bo i Lemvig, men Bøvlingboerne ville jo ubetinget, at præsten skulle bo i Bøvling, og derved blev det.

1907 havde Lemvig Valgmenighed udvidet sig sådan, at der blev tale om at udskille den fra Bøvling, og der blev holdt mange møder om sagen. Lemvig menighed ville gerne have pastor Nielsen, men Bøvlingboerne ville absolut beholde ham i Bøvling, og således blev det. Vi fik så på ny travlt med at finde en præst, og det resulterede i, at vi fik en mand, som blev anbefalet af E. P. Bendtsen.
Den nye præst hed Kjølseth og blev her i 13 år, men da Sønderjylland kom til Danmark, fik han lyst til at komme derned til en egn, han kendte, og så forlod han Lemvig Valgmenighed. Og derefter kom så vor nuværende præst, pastor Drewsen Christensen«.

Som et supplement til den første del af P. Pedersens beretning skal her nævnes en gammel historie fra Tørring, der har været fortalt mand og mand imellem i ca. hundrede år.
Historien går i korthed ud på følgende: Pastor C. B.T. Fogh i Tørring (1847-86) havde stort besvær med at samle sognebørnene i kirkerne. Ja, for at sige det lige ud, så ville de ikke komme, når det var ham, der prædikede.
Efter nogen tid blev der sat en liste i gang med underskrifter på, at man ønskede ham afskediget. Da Fogh blev klar over, hvad der var ved at ske, bad han sin nabo på gården Kobberholm om hjælp. Kobberholm- manden, der var en kendt mand i sognet, mente nok, han kunne hjælpe præsten; særligt da der lå et par tdr. land af præstens jord i nærheden af Kobberholm, som han gerne ville have lagt under sin gård. Manden på Kobberholm. foreslog Fogh, at han skulle holde et godt gilde i præstegården for alle sognemændene i Tørring-Heldum, hvor han ikke måtte spare på mad og drikke, så skulle han nok klare resten.
Fogh fulgte hans råd, og da gildet var på sit højeste med god feststemning, rejste Kobberholm-manden sig og holdt en pæn tale for præsten, hvori han foreslog, at sognet beholdt deres gode, gamle præst, imod at han antog en kapellan, og det blev godkendt af alle festdeltagerne samtidig med, at Kobberholm blev et par tdr. land større.

Når historien om pastor Fogh og Kobberholm har kunnet overleve i så mange år, er det sikkert, fordi den er blevet opfattet som en blanding af humor og fri fantasi, som folk har moret sig over, men efter at jeg har læst P. Pedersens beretning, kan der vist ikke være nogen tvivl om, at kernen i historien er rigtig, og at det var den egentlige begyndelse til Lemvig Valgmenighed.

Den gamle kapellanbolig i Heldum
Protokollen 31/3 1889.
Peder Madsens enke, Møllegaarden, skænker et alterbillede til kirken.
L. F. 21/4 1889.
Siden Lemvig Valgmenighedskirke blev bygget, har den over alteret måttet nøjes med et simpelt trækors, omvundet med blomstrende lyng, som hver sommer er blevet fornyet. Skærtorsdag blev menigheden glædelig overrasket ved at se en meget smuk altertavle.
Man kunne ønske, at den smukke skik med lyngkransen var fortsat i Valgmenighedskirken, da lyngen ikke blot er en smuk blomst, men var også en nødvendig del af vore forfædres nøjsomme daglige fornødenheder.

Forhandlingsprotokollen 1889.
Ved generalforsamlingen i 1889 beklagede bestyrelsen sig over, at folk år ud og år ind kunne forrette deres kirke og altergang her i Valgmenighedskirken uden at løse sognebånd til kirken. Der var da kun 52, der havde løst sognebånd. Henstillingen hjalp ikke meget, for året efter i 1890 var der kun kommet 5 nye.
For nutidsmennesker kan det måske synes underligt, at folk efter 7 år ikke ville løse sognebånd, men egentlig var det ganske naturligt, at folk for ca. 100 år siden var utrygge ved at skære alle båndene over til deres gamle sognekirke, som havde haft så stor indflydelse på deres daglige tilværelse i mange slægtled, ja, man kan vel endda sige, at det var modigt gjort.

Lemvig. F. d. 25/5 1895.
Lem kirkes oprindelige af kampesten udhuggede gamle døbefont fandtes i sin tid i afdøde Konsul Møllers have i Lemvig og blev af denne skjænket til Lemvig Valgmenighedskirke, hvor den nu bruges.

Fra en artikel om åben begravelse i Nr. Lem kirke.
Jeg vil gerne slutte med en lille beretning om en af valgmenighedens første medlemmer, en ganske almindelig bondekone fra Tørring, der ikke skyede nogen anstrengelse for at komme til gudstjeneste i valgmenighedskirken. For at komme dér, måtte hun gå ca. en mils vej over marker, hvor hun flere gange måtte kravle over diger og skelgrøfter.
Beretningen har jeg fra tømrermester Magnus Højbjerg, der var barnefødt på Højbjerg, han fortalte:
En søndag i høst først i halvfemserne var han med sin moder i valgmenighedskirken, og for at spare nogle trin, gik de tværs over markerne, som man ofte gjorde dengang, og som han sagde, var hans moder altid klædt varmt på, som skik og brug var.
På halvvejen passerede de en nyhøstet kornmark, og da turen var blevet hans moder for varmt, tog hun resolut sit underskørt af og lagde det under nogle kornneg, hvorefter de fortsatte til valgmenighedskirken. På tilbagevejen tog hun sit underskørt på igen.
Denne lille hverdagshistorie siger en hel del om den interesse, de første medlemmer havde for valgmenigheden, og som der kunne gives mange eksempler på. Vil det ikke være rimeligt nu ved hundredeåret at mindes ikke blot Højbjerg konen, men alle de jævne mennesker, der i de første år var med til at give Lemvig Valgmenighed en god start, som vi nu efter de mange år stadig kan glædes ved.
 

Kristian Gay