Om Lemvig Valgmenighed

En kreds af interesserede, som dels havde søgt Bøvling Valgmenighed dels kapellanen i Heldum-Tørring, Karl Poulsen, der senere blev valgmenighedspræst i Ryslinge, ønskede at bygge deres egen valgmenighedskirke i Lemvig.I foråret 1883 tog man fat på opførelsen efter at bygmester Andreas Bentsen, der var lærer ved højskolen i Vallekilde, havde udarbejdet tegninger og overslag. Kirken blev bygget i korsform med romanske stilformer og forsynet mede et ottekantet tårn. Kirken blev bygget i røde mursten og den store bygning med 500 siddepladser kunne opføres for 14.040,83 kr..Kirstine og Peter Madsen, Lemvig Møllegård, der skænkede grunden og et kontant beløb, gav desuden håndværkerne kost under opførelsen.I løbet af sommeren samlede man de fornødne penge ind. Indsamlingen sluttede ved nytår, og man var nået meget tæt på den fulde byggesum, nemlig 13.828,59 kr.Inventaret til Kirken fik man ved særlige gaver. Til eksempel kan nævnes, at Bøvling Valgmenighed gav prædikestolen. Deres præst blev også præst for Lemvig Valgmenighed.Kirkens indvielse fandt sted søndag den 16. december 1883.På et menighedsmøde på Jespersens Hotel først i det nye år, 1884, blev det vedtaget at yde pastor Jessen 500-600 kr. i årlig løn. Senere fik han hjælp til indkøb af en hest til befordring.På omtalte møde valgte man et kirkeråd på 7 medlemmer.I begyndelsen bestod menighedens indtægter udelukkende af frivillige bidrag.I 1889 vedtoges det bl.a. at kvinder kunne indvælges i bestyrelsen. Den nye bestemmelse ang. kvinders valgbarhed gav straks resultat, idet Kirstine Madsen blev indvalgt. Fru Madsen, som ikke selv var til stede, nægtede dog at indtræde i bestyrelsen, og man enedes så om at vælge en mand i stedet.Fru Madsens hengivenhed for kirken var dog usvækket. Ved et møde d. 31.03.1889 blev det meddelt, at Kirstine Madsen havde skænket et alterbillede forestillende Kristus, der vandrer på Genezareth sø. Alterbilledet blev malet af kunstmaler P. Møller, KoldingI 1917 blev der anskaffet et orgel for penge indsamlet privat. Et nyt kirkeorgel fra det kendte firma Frobenius blev indviet i 1963.I haven omkring kirken er der opstilllet en del af Billedhugger Torvald Westergaads værker som afslutning på ”Skulpturstien”.

Til dagbogen for Lemvig Valgmenigheds første hundrede år er det tanken at indlede med de ældste optegnelser, der findes om menighedens tilblivelse, dels fra menighedens arkiv og dels fra datidens blade.

Som første bidrag bringes en interessant beretning af en mand, der var med fra begyndelsen, men som desværre ikke har underskrevet sine oplysninger. Så vidt det kan skønnes, er det en gartner Peder Pedersen.Han skriver følgende: »Aar 1875 var der en præst i Tørring, som hed Fogh. Sognefolkene syntes ikke rigtig om ham, han egnede sig ikke til den gerning, og han blev derfor pålagt at holde kapellan. Den første kapellan, Fogh havde, hed Tranberg - en elskværdig og rar mand, han var ikke udpræget partimand i nogen retning, men folk af den grundtvigske retning syntes om ham.Tranberg virkede der i ca. 31/2 år, blev så forflyttet til Farup ved Ribe. Efter Tranberg kom Karl Poulsen (senere Ryslinge). Han var udpræget grundtvigsk, og folk flokkedes i Heldum Kirke, så at den var helt overfyldt, og til tider i den lille kapellanbolig ved Heldum Kirke eller i private hjem: Hos P. Madsen, Markus Balleby, Kristen Højland, Anders Veie, Kristian Pedersen og mange flere.

1882 blev Karl Poulsen valgt til præst i Ryslinge, og da begyndte der at blive røre i den kreds, som havde samlet sig om Karl Poulsen. Folk kunne jo se, at når Poulsen rejste, ville det blive tomt, og der var jo lang og trang vej til Bøvling Valgmenighed (Jessen).Der blev holdt møder i kapellanboligen i Heldum, hos Peder Madsen, Møllegaarden, Anders Hestbech og mange flere steder og til sidst hos Fr. Hestbech, og der blev drøftet, om Kirken skulle ligge i Nissum, Tørring eller Lemvig.Det resulterede i, at Karl Poulsen sagde til Peder Madsen: »Ja, vil Du P. Madsen have en Kirke, så begynd og saa kommer den«. »Ja, ja«, sagde P. Madsen, »saa begynder vi«, og så begyndte han at gå rundt med en liste.Det var ikke særlig store bidrag, der blev givet, men der var glæde over de små og over tilslutningen, og der blev i alt indsamlet 8665 kr. For den lille sum vovede man at begynde. P. Madsen gav byggegrunden (+ 1500 kr. iflg. listen) og han sørgede også for, at der blev købt en skibsladning tømmer i Sverige, og jeg mindes endnu den dag, da skibet kom - da var der over 100 mennesker ombord for at tage det i øjesyn.

Tidlig forår 1883 påbegyndtes kirkebygningen med Bentsen, Vallekilde som leder, og al kørsel blev gratis udført af Peder Madsen samt nogle flere. Så vidt jeg husker, blev der begyndt den 10. april 1883 med en stab bestående mest af Bentsens lærlinge og elever fra Vallekilde, deriblandt J. Rasmussen, Kirkebjerg, som senere i mange år var gymnastiklærer i Askov - og byggeriet gik rask fremad.Sidst i juni blev kirkebygningen rejst og -kransen hejst en smuk sommerdag, og hele mandskabet tog plads fra murens sokkel til den øverste spids i tårnet og sang: »På Jerusalem det ny«, så folk~ der færdedes nede i byen, stod stille og lyttede helt betaget til sangen. - Herefter gik arbejdet rask fremad, og kirken blev færdig og blev indviet 3. søndag i Advent, Johannes Dag, og derfor kom den til at hedde Johannes-Kirken.

Højtideligheden var stor og besøgt af ca. 1000 mennesker, og som talere var til stede præsterne Jessen, Bøvling, Nielsen, Dybe, Berthelsen, Lomborg, og provst Berggren. Menigheden blev så annex til Bøvling med Jessen som præst. Pastor Jessen virkede i ca. 8 år, og 1892 blev han kaldet til præst i Ødis ved Vamdrup, og så blev der atter travlhed med at finde en anden præst.Efter mange henvendelser sagde pastor Nielsen, Dybe, endelig ja til at være Bøvling og Lemvig Valgmenigheders præst. Lemvig kreds menighed syntes, præsten skulle bo i Lemvig, men Bøvlingboerne ville jo ubetinget, at præsten skulle bo i Bøvling, og derved blev det.

1907 havde Lemvig Valgmenighed udvidet sig sådan, at der blev tale om at udskille den fra Bøvling, og der blev holdt mange møder om sagen. Lemvig menighed ville gerne have pastor Nielsen, men Bøvlingboerne ville absolut beholde ham i Bøvling, og således blev det. Vi fik så på ny travlt med at finde en præst, og det resulterede i, at vi fik en mand, som blev anbefalet af E. P. Bendtsen.Den nye præst hed Kjølseth og blev her i 13 år, men da Sønderjylland kom til Danmark, fik han lyst til at komme derned til en egn, han kendte, og så forlod han Lemvig Valgmenighed. Og derefter kom så vor nuværende præst, pastor Drewsen Christensen«.

Som et supplement til den første del af P. Pedersens beretning skal her nævnes en gammel historie fra Tørring, der har været fortalt mand og mand imellem i ca. hundrede år.Historien går i korthed ud på følgende: Pastor C. B.T. Fogh i Tørring (1847-86) havde stort besvær med at samle sognebørnene i kirkerne. Ja, for at sige det lige ud, så ville de ikke komme, når det var ham, der prædikede.Efter nogen tid blev der sat en liste i gang med underskrifter på, at man ønskede ham afskediget. Da Fogh blev klar over, hvad der var ved at ske, bad han sin nabo på gården Kobberholm om hjælp. Kobberholm- manden, der var en kendt mand i sognet, mente nok, han kunne hjælpe præsten; særligt da der lå et par tdr. land af præstens jord i nærheden af Kobberholm, som han gerne ville have lagt under sin gård. Manden på Kobberholm. foreslog Fogh, at han skulle holde et godt gilde i præstegården for alle sognemændene i Tørring-Heldum, hvor han ikke måtte spare på mad og drikke, så skulle han nok klare resten.Fogh fulgte hans råd, og da gildet var på sit højeste med god feststemning, rejste Kobberholm-manden sig og holdt en pæn tale for præsten, hvori han foreslog, at sognet beholdt deres gode, gamle præst, imod at han antog en kapellan, og det blev godkendt af alle festdeltagerne samtidig med, at Kobberholm blev et par tdr. land større.

Når historien om pastor Fogh og Kobberholm har kunnet overleve i så mange år, er det sikkert, fordi den er blevet opfattet som en blanding af humor og fri fantasi, som folk har moret sig over, men efter at jeg har læst P. Pedersens beretning, kan der vist ikke være nogen tvivl om, at kernen i historien er rigtig, og at det var den egentlige begyndelse til Lemvig Valgmenighed.Den gamle kapellanbolig i HeldumProtokollen 31/3 1889.Peder Madsens enke, Møllegaarden, skænker et alterbillede til kirken.L. F. 21/4 1889.Siden Lemvig Valgmenighedskirke blev bygget, har den over alteret måttet nøjes med et simpelt trækors, omvundet med blomstrende lyng, som hver sommer er blevet fornyet. Skærtorsdag blev menigheden glædelig overrasket ved at se en meget smuk altertavle.Man kunne ønske, at den smukke skik med lyngkransen var fortsat i Valgmenighedskirken, da lyngen ikke blot er en smuk blomst, men var også en nødvendig del af vore forfædres nøjsomme daglige fornødenheder.Forhandlingsprotokollen 1889.Ved generalforsamlingen i 1889 beklagede bestyrelsen sig over, at folk år ud og år ind kunne forrette deres kirke og altergang her i Valgmenighedskirken uden at løse sognebånd til kirken. Der var da kun 52, der havde løst sognebånd. Henstillingen hjalp ikke meget, for året efter i 1890 var der kun kommet 5 nye.For nutidsmennesker kan det måske synes underligt, at folk efter 7 år ikke ville løse sognebånd, men egentlig var det ganske naturligt, at folk for ca. 100 år siden var utrygge ved at skære alle båndene over til deres gamle sognekirke, som havde haft så stor indflydelse på deres daglige tilværelse i mange slægtled, ja, man kan vel endda sige, at det var modigt gjort.Lemvig. F. d. 25/5 1895.Lem kirkes oprindelige af kampesten udhuggede gamle døbefont fandtes i sin tid i afdøde Konsul Møllers have i Lemvig og blev af denne skjænket til Lemvig Valgmenighedskirke, hvor den nu bruges.Fra en artikel om åben begravelse i Nr. Lem kirke.Jeg vil gerne slutte med en lille beretning om en af valgmenighedens første medlemmer, en ganske almindelig bondekone fra Tørring, der ikke skyede nogen anstrengelse for at komme til gudstjeneste i valgmenighedskirken. For at komme dér, måtte hun gå ca. en mils vej over marker, hvor hun flere gange måtte kravle over diger og skelgrøfter.Beretningen har jeg fra tømrermester Magnus Højbjerg, der var barnefødt på Højbjerg, han fortalte:En søndag i høst først i halvfemserne var han med sin moder i valgmenighedskirken, og for at spare nogle trin, gik de tværs over markerne, som man ofte gjorde dengang, og som han sagde, var hans moder altid klædt varmt på, som skik og brug var.På halvvejen passerede de en nyhøstet kornmark, og da turen var blevet hans moder for varmt, tog hun resolut sit underskørt af og lagde det under nogle kornneg, hvorefter de fortsatte til valgmenighedskirken. På tilbagevejen tog hun sit underskørt på igen.Denne lille hverdagshistorie siger en hel del om den interesse, de første medlemmer havde for valgmenigheden, og som der kunne gives mange eksempler på. Vil det ikke være rimeligt nu ved hundredeåret at mindes ikke blot Højbjerg konen, men alle de jævne mennesker, der i de første år var med til at give Lemvig Valgmenighed en god start, som vi nu efter de mange år stadig kan glædes ved.

I bogen "De Grundtvigske Fri- og Valgmenigheder" fra 1944 slutter Asger Højlund sin fremstilling om Lemvig og Omegns Valgmenighed med omtale af 50-års jubilæet i 1933 og fortsætter herefter: "Fra valgmenighedskirken, der ligger på bakkerne ved byen, er der frit og skønt udsyn over Limfjorden og dens afvekslende omgivelser. Og på tilsvarende måde har menigheden følt det som sin opgave at have frit udsyn og intet uvedkommende, der spærrer eller tvinger."Skønt de siden forløbne næsten 70 år om noget har stået i forandringernes tegn, er dette vel stort set gældende for menigheden den dag i dag. Johanneskirken ligger her fortsat, udsynet er måske knap så åbent som tilforn. Der er kommet bebyggelser til på bakkerne oven for byen. Fjorden skimtes endnu, afvekslende som altid efter vejrliget, men ses nu om stunder bedst når man bevæger sig forbi Kystdirektoratets store bygning. Og det med det frie udsyn til omverdenen uden spærringer og tvang er fremdeles en væsentligt del af selvforståelsen og det værdigrundlag, der holder menigheden sammen. Valgmenigheden er ikke længere en størrelse for sig. I løbet af sine første 50 års levetid voksede den fra at være et revolutionært" nybrud til at blive en "naturlig" del af egnens kirkebillede og folkelige liv. Men to store valgmenigheder indenfor samme kommune har betydet, at den grundtvigskprægede del af kirkefolket heri har fundet sit naturlige tilhørssted, hvilket så ydermere har været medvirkende til, at Indre Mission stort set har haft frit løb i sognemenighederne. Hertil skal bemærkes, at nok er Lemvig Valgmenighed et ægte barn af det 19. årh.s vækkelsesbevægelser, men har dog kunnet leve foruden skærmydsler endsige episoder af den ene og anden art i forhold til andre kirkelige retninger. Man vidste, hvem man selv var, hvilket som bekendt er forudsætningen for at respektere de andre. Dette har tilsyneladende været gældende fra begge sider af det kirkelige landskab.

Ikke sjældent betragtes præsteskifter som vejmærker i en menigheds historie. Jacob Busk Sørensen blev valgmenighedens præst i 1931 og hans første tid var præget af konsolideringen efter splittelsen i 1925. Menigheden kom sig og størsteparten af dem, der var gået til frimenigheden, vendte tilbage til valgmenigheden. Krigsårene satte sit præg på forholdene her som i det hele taget. Besættelsesmagten havde anlagt en del store befæstningsanlæg på egnen vendt mod en eventuel invasion fra havsiden og havde dertil en forholdsvis stor belægningsstyrke indkvarteret rundt omkring. Også modstandsbevægelsen gjorde sig gældende og i en periode tjente kirkeloftet som skjulested for noget af den udrustning, der var nedkastet til den fra de allierede.

Efterkrigstidens mangesidede udvikling gik ikke egnen forbi. Det gjaldt ikke mindst for hovederhvervet landbruget. Og enigheden havde i de tider endnu størsteparten af sine medlemmer blandt landbefolkningen. Kirke- og menighedslivet fulgte stort set de vante baner. Blandt de ældre årgange mindes man nu om stunder især ungdomsmøderne i forsamlingssalen. Siden har ungdommen fundet andet at tage sig til i fritiden. Der var ligeledes efter nutidens målestok en meget stor kirkegang. Menigheden vidste med flid at tage vare på det almindelige kirkebænkeembede; det var som en selvfølgelighed. Da pastor Busk i 1971 efter 40 års præstegerning afløstes af Tage Stausholm-Fisker, brød de nye tider for alvor igennem. Flere og flere flyttede i disse år ind til byen. Nye kvarterer opstod med såvel én-familiehuse som etagelejligheder. Der kom nye arbejdspladser til i industri, fiskeri og håndværk, samtidig med at antallet af beskæftigede i landbruget var faldende i hastigt tempo. Efter ni år som valgmenighedspræst flyttede Stausholm-Fisker til et embede som sognepræst i Asferg ved Randers, og samme år - i sommeren 1980 - tiltrådte menighedens nuværende præst, Holger Knudsen, der kom fra en stilling som forstander på Testrup Højskole ved Århus. Denne senest forløbne snes år har betydet en gennemgribende forandring på egnens erhvervsstruktur. Af det nytilkomne er især masseturismen synlig. Navnlig sommerhalvåret er præget af mange, ikke mindst tyske turister; de fylder i gadebilledet og i de mange sommerhuse rundt omkring og giver gode indtægter til de handlende. For landbrugets vedkommende har perioden været præget af de mange nedlæggelser og sammenlægninger. De enkelte landbrugsbedrifters jordtilliggender er blevet meget større; mekaniseing og rationalisering har ført til, at der er stadigt færre, der bor og arbejder ved landbruget. Det er de store kvægbesætninger og ikke mindst de mange meget store svinegårde, der her som andre steder tegner billedet af det danske bondelandskab. For Lemvigegnens vedkommende har dette desværre ikke været fulgt op af en tilsvarende vækst i byerhvervene. Der er ikke kommet det fornødne antal nye arbejdspladser til. Der findes i virkeligheden kun en enkelt virkelig stor, Cheminova på Rønland og dertil en række mindre og små erhvervsvirksomheder. Dette har videre haft den betydning, at stadigt flere, navnlig blandt de unge søger bort herfra. Ikke sjældent sker dette allerede i forbindelse med uddannelsen, hvor man efterfølgende ikke kan finde beskæftigelse i det hjemlige og derfor må nyttiggøre det man har lært, dér hvor mulighederne findes. Altså bosætte sig, hvor der er beskæftigelse for hånden. Det mærkes på egnen, ja sagtens langs hele Vestkysten, og det sætter sig spor i menighedens sammensætning. Det er vanskeligt at fastholde de unge, når de bor andetsteds.

Som andre må valgmenigheden indstille sig på nye tiders ændrede vilkår, og intet tyder på, at det kommende vil medføre ophold endsige ophør af den forandringernes stormflod, der nu i lang tid har vendt op og ned på snart sagt alting. Valgmenighedens kirkeliv er sagtens et af de få steder, udviklingen har sat sig de mindste spor. Gudstjenesten ligner sig selv. Der er sket forandringer nu og da. Da Stausholm-Fisker blev præst, blev det besluttet at sige farvel til de frie menigheders salmebog, "Salmer" for i stedet at bruge "Den danske Salmebog". Velsagtens af praktiske grunde; så man kunne undgå at sætte dobbelte nummerrækker på tavlerne, navnlig ved bryllupper og begravelser, hvor mange udefrakommende havde egen salmebog med. Da der i 1992 samtidig med den nye bibeloversættlse kom en ændret alter-og ritualbog indførtes også denne. Det medførte kun små ændringer i gudstjenesteforløbet. Der kom læsning fra Gamle Testamente i stedet for to evangelielæsninger; trosbekendelsen blev flyttet til efter evangelielæsningen på prædikestolen. Vi fik et helt nyt bryllupsritual. Men ellers gik det øvrige som tilforn. Hvad selve forkyndelsen angår er indholdet begribeligvis som det altid har været.

Evangeliet skifter ikke som tiderne. Når det gælder formen, vil den der måtte gøre sammenligninger sikkert kunne finde, at denne i videre udstrækning er i takt med tidens "ånd". I konfirmationsforberedelsen mærkes en væsentligt ændring. Børnene har langt fra det samme forråd med sig fra skolens undervisning som førhen. De kender kun i beskedent omfang til bibelhistoriens fortællinger og mindre til katekismus og salmevers. Her foreligger der ganske ændrede vilkår, skal forberedelsestiden hos præsten føre til den fornødne fortrolighed med kristentro og gudstjenesteliv. For menighedens folkelige side gælder, at der holdes en række møder med gode udefra kommende foredragsholdere. Sæsonen indledes med efterårsmødet i begyndelsen af oktober. I december afholdes adventsmødet, oftest som en kirkemusikaften, hvortil er indbudt et af egnens mange gode kor. Ellers med et møde om måneden vinteren over sluttende med forårsmødet i marts. Dette sidste afholdes i fællesskab med Bøvling Valgmenighed på skift hos hinanden. Desuden er der et fælles efterårsmøde med de midt-og vestjyske valgmenigheder sidst i oktober og ligeledes på skift hos hinanden med gudstjeneste og foredrag af en af valgmenighedspræsterne. Endelig har præsten gennem vintermånederne en velbesøgt studiekreds, der mødes hver 14. dag og hvortil emnerne har været enten af historisk eller litterær art.

I slutningen af 1980'erne kom der en nyskabelse til i form af "En uge på Højskole". De første år som et samarbejde mellem Lemvig og Holstebro valgmenigheder; siden har Bøvling, Aulum-Vinding-Vind og sidst Kjellerup Valgmenigheder sluttet sig til dette årligt tilbagevende arrangement. Der er stor tilslutning til disse ugelange højskoleophold og det har vist sig at være et meget vellykket indslag i sammenholdet blandt de grundtvigske kirkefolk i det vestjyske. Skiftende menighedsråd har i årenes løb gjort en stor indsats for at vedligeholde kirken og dens omgivelser, foruden af præstebolig, forsamlingssal m.v. Omkring kirken er anlagt et smukt parkanlæg, hvori der siden midten af 1990'erne har været opstillet en række skulpturer udført af billedhuggeren Torvald Westergaard. Det er led i den såkaldte "skulptursti", der strækker sig fra haven omkring Lemvig Museum, opad bakken for at ende i området omkring kirken.

Næppe nogen ved af at sige, hvad fremtiden vil bringe. Hvad kirken og dens anliggende angår er fremtiden nu som altid den kommende søndags gudstjeneste og på længere sigt den næst foreliggende højtid. Gælder det alene udsigterne for Lemvig og Omegns Valgmenighed vil den utvivlsomt kunne forblive at være, så længe der er mennesker, der ser det som en hjertesag at tage vare herpå som ens andet hjem.  

Lemvig Valgmenigheds formænd

1884-1888 Peter Madsen (Møllegården)
1888-1892 Mads Sørensen, Lemvig 1892-1894 Laust Madsen Kvist, Engbjerg
1894-1903 P. Munksgaard, Vandborg
1903-1907 Laust Madsen Kvist, Engbjerg
1907-1910 Kr. Touborg Jensen, Gudum
1910-1915 P. Christensen (Sdr. Balle), Nr. Nissum
1915-1922 P. Kamstrup Jacobsen, Gudum
1922-1925 Jens M. Hauskov, Nr. Nissum
1925-1926 Knud Thøgersen, Dybe
1926-1933 P. Kamstrup Jacobsen, Gudum
1933-1935 P. Højvang, Rom-Nr. Lem
1935-1938 J.K. Søgaard, Bonnet-Lomborg
1938-1945 P. Borup Kallesøe, Tørrig-Heldum
1945-1956 Aage Refstrup, Rom-Nr. Lem
1956-1961 Bertel Madsen, Tørring-Heldum
1961-1968 Mads Høgsberg, Bonnet-Lomborg
1968-1970 Herluf Refstrup, Rom-Nr. Lem
1970-1973 Arne Sønderskov, Nr. Nissum
1973-1975 Bodil Nedergaard-Hansen
1975-1982 Jørgen Jensen, Bonnet-Lomborg
1982-1984 Ewald Tonsberg, Rom-Nr. Lem
1984-1998 Kaj Jensen, Lemvig
1998-2001 Egon Christensen. Tørring-Heldum
2001-2005 Ulla Lauritsen. Lemvig
2005-2017 Daniel Eiler, Lomborg
2017- Bodil Jensen, Lomborg