• Lemvig Valgmenighed er - ligesom øvrige valgmenigheder - en
    økonomisk selvstændig menighed inden for Den danske Folkekirke.


    I valgmenigheden betales ikke kirkeskat, men et kontingent og en gave, der tilsammen svarer til kirkeskatten i bopælskommunen + 0,3 %. Gaven er fradragsberettiget efter Ligningslovens § 8a. Fradragsgrænsen er i 2023
    17.700 kr.


    Man kan også vælge en Forpligtigelseserklæring, hvor man betaler mindst
    1,75 % af sin skattepligtige indkomst mod fuld fradragsret efter
    Ligningslovens § 12. Aftalen skal have en varighed på mindst 10 år, men
    bortfalder ved død eller udmeldelse.


    Ved begge former for bidrag skal man give autorisation til
    Valgmenigheden i sin skattemappe, så beløbet kan opgøres korrekt.
    Valgmenigheden indberetter derefter bidraget til SKAT. Se også om
    autorisation her på hjemmesiden.





  • I. Menigheden
    §1.
    Lemvig og Omegns Valgmenighed, der blev oprettet i 1883, har til formål at være menighed i henhold til gældende lov som en del af Den danske Folkekirke, at virke som samlingssted til fremme for egnens grundtvigskprægede kirke- og folkeliv.

    § 2.
    Medlemsret og medlemspligt indtræder, når ansøgning om sognebåndsløsning er godkendt, og ophører, når lovlig udmeldelse er sket. (Se § 4).
    Sognebåndsløsning sker efter den til enhver tid gældende lovgivning.

    II. Medlemmer
    § 3.
    Enhver kan frit melde sig ind i Lemvig og Omegns Valgmenighed. Indmeldelse sker ved at udfylde en indmeldelsesblanket, der afleveres til præsten. Blanketten findes på Valgmenighedens hjemmeside.

    Udmeldelse sker ved skriftlig henvendelse til præsten, som foretager indberetning til folkeregistret.

    § 4.
    Ethvert medlem betaler et årligt kontingent, som fastsættes af bestyrelsen. Bidrag
    udover kontingentet betragtes som frivillige gaver.
    Bestyrelsen har under tavshedpligt fuldmagt til at indhente oplysning om
    medlemmers skattepligtige indkomst.
    Restancer ud over 1 år kan medføre tvangsudmelding af menigheden.

    III. Generalforsamling
    § 5.
    Hvert år i april eller maj afholdes den ordinære generalforsamling. Indkaldelse sker med 14 dages varsel ved annoncering i den lokale ugepresse og kirkebladet og ved bekendtgørelse mindst to søndage fra prædikestolen.
    Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når enten præsten, bestyrelsen, eller mindst 25 medlemmer begærer det. Hertil indkaldes i den lokale ugepresse med mindst 8 dages varsel og så vidt muligt tillige ved bekendtgørelse to søndage fra prædikestolen. Ekstraordinær generalforsamling kan forlanges afholdt inden en måneds forløb.

    § 6.
    Stemmeberettiget er ethvert myndigt medlem af valgmenigheden.

    § 7.
    Lovligt indvarslede generalforsamlinger er altid beslutningsdygtige. (Se dog § 19).
    Forhandlingerne ledes af en dirigent, der vælges på generalforsamlingen.

    § 8.
    Generalforsamlingens dagsorden skal indeholde:
    a) Valg af dirigent og stemmetællere.
    b) Beretning af formanden
    c) Beretning af præsten, hvis denne ønsker det.
    d) Det reviderede regnskab fremlægges til drøftelse og godkendelse
    e) Valg af bestyrelse og suppleanter
    f) Valg af revisorer
    g) Behandling af indkomne forslag.
    h) Evt.
    Indkomne forslag skal være skriftlige og være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen.
    Dirigenten underskriver forhandlingsprotokollen.


    IV. Valgmenighedens bestyrelse
    § 9. Bestyrelsen består af 7 medlemmer, der vælges for to år ad gangen. Hvert år vælges 2 suppleanter for et år ad gangen.

    § 10.
    Bestyrelsen repræsenterer menigheden i alle anliggender og handler på dennes vegne i alle spørgsmål, således også vedrørende løn til alle ansatte. Vigtigere spørgsmål, herunder ansættelse og afskedigelse af præst, skal dog forelægges menigheden på en ekstraordinær generalforsamling.

    § 11.
    Menigheden tegnes i økonomiske anliggender af kassereren og formanden eller af forretningsudvalget. I tilfælde af salg eller pantsætning af fast ejendom dog altid kun ved underskrift af hele bestyrelsen.

    § 12. Bestyrelsen vælger selv sin formand og næstformand og fordeler i øvrigt opgaverne imellem sig.
    Bestyrelsen kan ansætte en forretningsfører.

    § 13.
    Udtræder én eller flere bestyrelsesmedlemmer i årets løb, indkaldes suppleanten.

    V. Regnskab m.v.
    § 14.
    Menighedens regnskabsår er kalenderåret.

    § 15.
    Regnskabet revideres af to revisorer, der vælges blandt medlemmerne for to år ad gangen.
    De afgår skiftevis.

    § 16.
    Menighedens udgifter afholdes af medlemmerne. Hvis årsregnskabet to år i træk viser underskud, skal bestyrelsen forelægge forslag til fremtidig drift.

    VI. Opløsning og vedtægtsændringer
    § 17.
    Menigheden er uopløselig, så længe der findes medlemmer , der kan og vil fortsætte valgmenigheden.

    § 18.
    I tilfælde af menighedens opløsning kan ingen enkeltperson få andel i menighedens formue. Eventuelle overskydende midler anvendes til fremme af egnens grundtvigske kirke-, skole- og folkeliv.

    § 19.
    Disse vedtægter kan kun ændres på en generalforsamling og med en majoritet på 2/3 af de fremmødte medlemmer. Annonceringen skal i så fald indeholde meddelelse om, at vedtægtsændring er på dagsordenen, og bekendtgørelsen skal ske i ugepressen med mindst 14 dages varsel.

    VII. Andre spørgsmål
    § 20.
    Valgmenigheden har egen valgt præst og egen kirke.

    § 21.
    Adgang til at deltage i gudstjenesten står åben for alle, med mindre bestyrelsen eller præsten i særlige tilfælde bestemmer anderledes. Ikke-medlemmer, der ønsker kirkelige handlinger foretaget, eller som ønsker, at deres børn deltager i konfirmationsforberedelse, uden at de indmelder sig som medlemmer, kan træffe særlig aftale med præsten, der selv afgør, om dette kan finde sted.

    Disse vedtægter træder i kraft straks.
    Således vedtaget på generalforsamlingen den 20. september 2020

    Ændring af §4 vedtaget på generalforsamlingen den 30. april 2023