I fortællingen om Martha og Maria (Luk. 10,38-42) siger vor Herre til Martha, at hun gør sig unødige bekymringer, blot fordi hun nu vil sørge for, at huset er prydet og smukt og alt er klar, rent og skinnende til den fest, det er at have vor Herre som gæst. Noget tyder dog på, at Martha er ude på et sidespor, for Jesus siger: ”Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.« Maria har sat sig ved Jesus fødder, hun har sat sig sammen med ham. Hvilket er noget ganske andet end at holde sig travlt beskæftiget med al mulige slags gøremål og aktiviteter. For det kan meget vel forholde sig sådan, at når vi søger adspredelse og går til alt det vi mener at skulle nå, så lukker vi øjne og ører for verden og menneskene omkring os, og løber dermed fra det egentlige.
Og det egentlige er det ene fornødne. For at sætte sig ved vor Herre det gør vi ved at sætte os, og stille os ved siden af og sammen med vor næste. For som Jesus har elsket os, skal vi elske hverandre. Han satte og sætter sig ved alle os der trænger til Hans kærlighed og nåde. Og midt iblandt os er den nogle der helt konkret og synligt trænger mere end andre til, at nogen stiller sig ved siden af dem.
Det blev uhyggeligt nærværende for mig da jeg få uger siden på Face Book, i aviser og på TV så billederne og læste om, hvordan en asiatisk kvinde blev ydmyget og fornedret. Den lille spinkle kvinde, stod i sine enkle klæder i vand til knæerne, i et springvand i det indre København. Hun samlede de tomme øldåser der flød i vandet, for på den måde at tjene til det daglige brød. Hævet over hende, godt en meter til halvanden oppe, stod en flok Brøndby fans i deres gule trøjer. De ”hyggede” sig med, at hælde øl ned af ryggen på kvinden og komme med nedværdigene råb og bemærkninger. De kastede øldåser ud i vandet og dirregerede hende rundt, som et dyr, når dåserne skulle samles op. Og som en uhyggelig trumf og under megen latter, krøllede de flere af øldåserne sammen, så de var ganske værdiløse for kvinden. Den ydmygende handling var som at række den tørstende og dybt trængende, det vand hun virkeligt trængte til, for blot at fylde det med mudder og det, der er værre.
”Hvad ville du, havde gjort Ronald?” spurgte jeg mig selv. ”Om du havde været til stede”. På alle måder havde det været tåbeligt at give sig verbalt eller fysisk i kast med de mænd, der stod som ulve med blottede tænder, som var de klar til at fortære et bytte. Og samtidig dog krampagtige i deres udtryk.
Men så kom det til mig: Jeg kunne havde stillet mig ud ved siden af og sammen med den asiatiske kvinde, midt i vandet med vand til knæerne. Her kunne jeg stå med risiko for også at få hældt øl ned over mig og tage mod ukvemsord og hvad der ellers måtte komme. Jeg ved ikke om jeg ville havde gjort det, og jeg ved ikke om jeg vil gøre det, om jeg kom ud for noget lignende. Men jeg ved, at det var det hele situationen krævede af mig. Kun et er fornødent. At vise kvinden hun ikke var alene.
Og vi må spørge os selv; ”Hvordan er det kommet dertil?” Mit svar er: ”At sådan kan mennesker også være og har alle dage været”. Eksemplerne er utallige. Kig i historiebøgerne og læs tidens aviser, se TV og hør radio. Ikke en nyhedsudsendelse uden beretninger om krig, tortur og voldtægt. Forsæt selv, listen er lang. Og netop derfor er det vigtigt, at vi bekæmper alt i vort samfund og vort sind og vore nære relationer, der fremmer en mentalitet der bare nærmer sig den, som kom til udtryk overfor den asiatiske kvinde, og som hersker i verden omkring os, hvor undertrykkelse og fornedrelse er hverdag for millioner af mennesker. Herunder den hjemlige tone overfor udsatte grupper, som f.eks. arbejdsløse og hjemløse.
Vi har alle et ansvar for at modvirke og bekæmpe den rå tone. Det nedværdigede sprogbrug. Mistænkeliggørelse af andre og udnyttelse på alle planer. Vi har alle et ansvar for fremme medfølelsen, ligeværdigheden og kærligheden. Det gælder for skolelæreren, som politikeren og statsmanden. Hvert på vort sted. For der findes kun et trin på racismens stige – det første! Og tager vi det skridt – i det store som i det små, da er vi alle ofre.

Bragt i Herning Folkeblad den 17. oktober 2014

Juledag den 25. december 2023 Joh. 1,1-14 -
Salmer DDS nr. 100 – 103 – 98 – 118 - 122

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke. Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset. Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud. Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed. Johannesevangeliet 1,1-14

Prædiken
I begyndelsen var Ordet – men så begyndte menneske at snakke. Snik, snak og udenomssnak. Bagom ryggen snak og sort. Manipulerende snak.
Det kender vi i utallige sammenhænge fra os til medier og politik Det var ikke meningen, da Gud sagde: »Der skal være lys!« Og der blev lys. Og Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket. Således som vi hørte det fra første Mosebog. Meningen var og er – at alt skal være såre godt – som Gud så det var da verden blev skabt. Meningen er, at: ”Der skal være lys!” Det var derfor Gud skilte lyset fra mørket – så vi mennesker kan kende forskel på mørket og lysets kræfter. Men så er det denne snak kommer ind i verden – der hvor vi mennesker vil det vi selv vil – men ikke gør det vi er bestemt til og dybeste set har brug.
Da er det vi hører, at i begyndelse var Ordet og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Juledag står med andre ord i begyndelsens tegn. Både den første begyndelsen og muligheden for en ny begyndelse. Teksterne kredser om det mirakuløse fænomen, at noget overhovedet kan begynde. Og den skabelse vi i poetisk religiøs fortælling hører om – sker som opstand mod at der var tomhed og øde og mørke over urdybet. MEN – der er et MEN ”Guds ånd svævede over vandene”. En begyndelse, den første begyndelse og en ny begyndelse er mulig.
Tænk, blot, hvad der har drevet menneskene. Opdagelsesrejsende har udforsket verden – opdaget nye kontinenter og folkeslag vi ellers ikke kendte. Ganske vist på godt og ondt, når de nye erobringer slot over i imperialisme og undertrykkelse – men gudskelov også eksempler på fredelig sameksistens – om end det kan være svært at opretholde troen på, at livet kan være andet en krig – undertrykkelse og magtmisbrug. Eller tænk på menneskets dyrkning af jorden, fra de mest primitive metoder til udvikling af redskaber og maskiner der langt af vejen kan eliminere nedslidende fysisk arbejde og gøre at jorden kan give mangedobling af udbyttet.
Men igen og igen kan den nye begyndelse slå over i sin modsætning – det der kunne blive til velsignelse og glæde for hele jordens befolkning – om det gælder de sociale goder, økonomiske udbytte eller en levevis der styrker det naturlige immunforsvar – så er der stærke kræfter, der tænker i økonomisk profit – på bekostning af menneskeliv og sundhed. OG der er kræfter der viser nye veje for dyrkning af jorden uden gift – nye veje for energi uden vi forurener og ødelægger ozonlaget – og nye veje for et sundt helbred. Alt sammen noget der rører sin indenfor såkaldt anerkendt forskning som på græsrodsplan. I denne kamp mellem lys og mørke – som det er. DA svæver Guds Ånd over vandene – Der hvor livet ellers synes øde og tomt også på det eksistentielle plan – DER svæver Guds ånd over vandene – Guds ånd der ønsker at alt skal være såre godt – At livet mennesker imellem og mennesker og naturen imellem er bestemt til at leve i samdrægtighed med hinanden - i vekselvirkning – udvikling – vækst og balance.
Hvor det ikke finder sted, er der fravær at substans og mening, der går livet i tomgang. Der er der tomhed og øde. Det kender vi alle til – Livet kan synes meningsløst og tomt. Uden retning og bevægelse – Vi kan være låst fast, gået i stå og ser ikke nogen udvej. MEN der er et MEN – for i tomheden og det liv der er lagt øde – kan der opstå nye livsmuligheder. Det kan være lige fra et smil fra et fremmede menneske til en ny opdagelse indenfor sundhedsforskning der bekæmper eller forfærdelige sygdomme, som vi kender det fra f.eks. bekæmpelsen af tuberkulose.
Den kamp der foregår på forskellige planer mellem lys og mørke – kan også kaldes en kamp mellem Døden og Kærligheden – hvilket er titlen på et digt af Piet Hein – det lyder sådan:
”Engang da stormen strejfede jorden, greb den
i flugten kærlighedens lille frø,
og da den slap det i en ørken, peb den:
Se, jeg er døden! Se, nu skal du dø!
Men døden er en livsfjern gammel tante.
Og kærligheden er en ørkenplante.”
Kærligheden er en ørkenplante, minder Piet Hein os om. Og vi ser det for os - at under den kraftige hede og uden vand – alene og ubeskyttet, står planten og visner mere og mere. Hvem skulle tro den kunne overleve det? Hvem skulle tro den igen kunne rejse sig - og blomstre, lyse op og sætte nye frø til glæde for sine omgivelser - og sig selv! Hvis altså en plante kan glæde sig – men hvem ved?
Sådan kan et menneske og et samfund, der er bestemt til et liv i frodighed – lys – liv og glæde være på vej til at bukke under – fordi den indbyrdes kærlighed har trange kår. Hvad den har, når den ikke næres med det livgivende vand. Og vi ved at Jesus siger om sig selv ”Jeg er livets vand” Næringen skal hentes i det livgivende ord – for det var gennem ham Ordet tog bolig blandt vi mennesker – det hørte vi i evangelielæsningen: ”Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.” Men vil vi lytte til Ordet – det skabende og livsfornyende ord – eller vil vi lade os gribe af stormen og så ellers lade stå til?
Gud ved godt, hvad han vil med os – og kan vi som ørkenrosen få kontakt med den sandhed, da er vi godt på vej- ikke bar for os selv – men for menneskeheden som sådan, for da vil vi sætte frø.
Ørkenrosen (Adenium obesum) er et både smukt og eksotisk bekendtskab og har et overdådigt flor af blomster, der kan tage mange farver og nogle af de mere sjældne er samleobjekter.
Mest almindelige er de rent røde, over rosa til hvid.
Den trives godt i et sydvendt vindue eller i en havestue med masser af sol og varme.
Om sommeren vil den gerne opholde sig udenfor på en beskyttet vokseplads i fuld sol. Den tåler op til 40º - og i vækstperioden, der går fra marts/april til september - skal den vandes moderat og gødes regelmæssigt. Den skal overvintre lyst ved ca. 12-15°. Vinteren over skal der vandes og gødes meget sparsomt. Planten findes vildt voksende i det østlige Afrika og i Yemen. Den kraftige stamme kan oplagre vand igennem længere tid, så den kan modstå lange perioder med tørke. Det gør den til en oplagt plante til dem, der gerne vil have noget særligt, men ikke har mulighed for regelmæssig pasning.
• Vi mennesker minder i mangt og meget om ørkenrosen og vi har den samme evne, som Ørkenrosen – at kunne overleve lang tids tørke – der, hvor livet er lagt øde. Og da kan det ske at livsmodet og livsglæden igen ved et såkaldt tilfældigt møde – en sang en stemning – en lyd – vækkes - og en begyndelse tager form. Der skabes kontakt til et reservoir – til den kilde af livsmod, som vi alle må ty til og drikke af i tør-keperioder- Den kilde er Ordet som det lyder til os gennem sakramenterne – dåb og nadver, salmer og tekster. Det er her vi mindes om, at vi grundlæggende er skyldige at elske hinan-den – sådan som vi er elsket. For: ”… kærlig-heden er af Gud, og enhver, som elsker, er født af Gud og kender Gud” som vi hørte det i dagens epistel fra Johannesbrevet. Og elske det er at elske det Gudskabte livs muligheder for vækst – vækst i den kærlighed der ikke sø-ger sit eget. Det er Guds vilje at vi mennesker skal leve i kærlighed – den kærlighed vi ken-der gennem Kristus – Det er Guds vilje at vi skal vandre i lyset – Det lys der kommer fra Ham og som vi kender gennem Kristus. Det er Guds vilje, at vi mennesker skal indgå i me-ningsfyldte relationer, hvad det jo netop er når vi er til for hinanden så evner og liv foldes ud og vi hver især kan blomstre og virke i al vor mangfoldighed. Dette bliver ikke altid forløst – fordi vi mennesker kan farer vild på så mange måder i vort liv, såvel på det samfundsmæssi-ge, det sundhedsmæssige og det eksistentielle plan. Men Guds ånd svæver over vandene – Guds Ånd er i vort liv – den livsånde der blev indblæst os ved skabelsens begyndelse, den livsånde der gør - at der altid er mulighed for en ny begyndelse – Den livsånde der gør, at vi midt i misbruget af vort eget og hinandens liv – efter en følelsesmæssig tørke – igen kan live op, som ørkenrosen. Det gælder derfor om at have kontakt med livskilden. Til Kristi ord, for: ”Som Herren tilgav jer skal I også gøre.” Det er hvad vi kan og skal gøre – tilgive og forsone os med os selv og hinanden – såvel i det nære som det verdens komplekse samfund - Vi skal turde se på os selv og hinanden og hvordan li-vet har formet sig - erkende det på godt og ondt som vi siger - Tilgive og forsone - og så glæde os over, at døden ikke får det sidste ord. Glæde os over at Lyset skinner i mørket og mørket ikke kan få bugt med lyset. For nu er timen kommet – den time vi synger om i Hol-ger Lissners salme: ”Nu går solen sin vej” De to sidste vers lyder sådan:

Nu er timen, hvor du
dømmer alt det, vi gjorde,
som vendte os bort fra vor næste og dig.
Nu er timen, hvor du
sletter alt det, der skiller,
hvor du siger: Kom, og vær hjemme hos mig!
Nu går solen sin vej,
men vi er ikke ene,
for du, Herre, lever og vender vor frygt,
så når du er i mørket,
er det ikke mørke,
når du er iblandt os, da sover vi trygt.
For dette siger vi: Lov og tak og evig være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed – Glædelig Jul - Amen

Prædiken

”Bliv - her kan du roligt være bange” Sådan lød mit svar til Barbara – en ung kvinde - der var elev på ”Højskolen en bro til livet” - en højskole for psykisk sårbare og mennesker med en sindslidelse – hvor jeg var forstander. Barbara havde som så mange andre unge mennesker der kom på højskolen - tvangstanker og invaliderende angst og svært ved at være i deres krop. Tilmed blev mange af dem overvægtige på grund af den medicin de indtog – for at kunne leve et nogenlunde ”såkaldt normalt liv”, som andre unge mennesker. Barbara havde det svært – selvom hun elskede højskolelivet med venner og lærer – musik og dans – De mørke tanker trængte sig på – og en dag, hvor vi sidder og taler om alt det svære – siger Barbara – hun gerne vil tilbage til P – P står for psykiatrisk afdeling på Odense Universitets Hospital. Hvortil jeg siger: ”Tror du – du får det bedre der?” Det mente Barbara ikke – men bag hendes ønske lå et behov for tryghed – i de meget faste rammer på hospitalet – der ret beset, var uden egentlige udfordringer. Det var med andre ord svært for Barbara at nyde den glæde og den frihed der var på højskolen – det var svært for hende at være i livet med de nære relationer, med alt hvad det indebar - også af mulige konflikter. Barbara fandt på sin vis undskyldninger for at flygte fra det hun allerhelst ville være til stede i. Det kan synes modsætningsfyldt, hvad det også er, men samtidig er det også i sådanne situationer – at det der synes at være snublestenen – er trædestenen. Om jeg var dette helt bevidst i situationen og samtalen med Barbara – ved jeg ikke - men mit umiddelbare svar på hendes ønske om at tage tilbage til P og hendes tilkendegivelse af at det nok ikke hjalp hende – var: ”Så bliv her, for her er det sjovere at være” Det fik Barbara til at bryde ud i en herlig befriende latter – der gjorde det tydeligt for os begge – at Barbara ville blive på højskolen. Og da latteren mellem os, havde lagt sig – tilføjede jeg: ”Bliv – for her kan du roligt være bange”. Jeg husker tydeligt, hvordan Barbaras ansigt lyste op ved disse ord og et let smil spredte sig over hendes ansigt. Og endnu en gang – delte vi den varme latter med hinanden. Denne hændelse med Barbara står for mig, som et poetisk møde mellem to mennesker. Vort møde var et skabelsens øjeblik -  hvor det der ellers lå skjult i vort indre – blev åbenbaret i dette Gudgivne øjeblik. ”Bliv- her kan du roligt være bange” I dag tænker jeg at det er som at høre et genlydsord af Jesus ”Frygt ikke – tro kun” (Mark. 5,36) ”Bliv i livet – på trods af alt det der truer og alt det der kan følge med af sygdom, sorg og ulykke – for her kan du roligt være bange”                      Eller med ordene fra dagens evangelium:  ”Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.” Med andre ord – tilliden til Gud skal overskygge frygten – selvom frygten er reel. For Gud er med sin kærligheds magt med i al hvad der sker i vort liv- derfor kan vi ”roligt være bange”. Det er hvad Gudfrygthed handler om – at have tillid til at Gud er med mig, hvor jeg går og står – i såvel mørke dale som lyse tinder i såvel hverdag som fest. Ligesom Gudfrygtighed er at ville leve efter Guds vilje- hvilket vil sige at være Guds discipel, sådan som det er åbenbaret os I Jesus Kristus – For ”En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre. Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester, og for en tjener, når det går ham som hans herre”                      Det kan være svært at rumme for vi nutidsmennesker – denne form for rangordning. Ligesom det kan være svært at rumme den paradoksalitet – dette tilsyneladende modsætningsfyldte -der også ligger i dagens tekst – at vi skal frygte og elske Gud og det er sider af samme sag. Men ”Vi skal frygte og elske Gud". Sådan indleder Luther sine forklaringer til De Ti Bud i sin lille katekismus.  Mange har undret over den sammenstilling. Hvordan kan man frygte og elske en Gud samtidig?

Det bliver lettere forståeligt, når vi er opmærksomme på, at frygt her ikke har noget at gøre med at være bange for Gud, men betyder at respektere Gud, så vi ikke i hovmod trodser hans vilje - men vil være hans discipel.  For det er umuligt at elske Gud og være bange for ham samtidig.                                                Kærlighed til Gud og respekt - eller med et gammelt ord: ærefrygt - for Guds kærlige visdom går fint hånd i hånd. Denne opfattelse af, at vi skal frygte Gud stammer fra Det Gamle Testamente. Pagten mellem Gud og Israel byggede på den forudsætning, at hvis Israel overholdt Guds bud og fulgte hans anordninger, så skulle det være hans udvalgte folk, og han ville velsigne dem. Hvis de ikke gjorde det, så havde de grund til at frygte for hans vrede og straf. Dengang blev uforklarlige naturkatastrofer, sygdom og anden modgang ofte opfattet som Guds straf. Hos Jesus møder vi aldrig ord om Guds straf bortset fra i lignelsen om den store dom, og Jesus taler aldrig om at frygte Gud. Jesus taler derimod meget om Guds omsorg for og kærlighed til os, og om, at vi skal elske Gud igen. Jesus tror ikke på, at frygten for straf får mennesker til at elske Gud, men derimod på, at erfaringen af Guds kærlighed kalder genkærligheden frem i os. Og tanken om, at vi skal elske Gud, finder vi allerede i Det Gamle Testamente, i det store bud om kærlighed i 5. Mosebog: Derfor skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke.” Jesus afviser, at Gud skulle straffe mennesker med naturkatastrofer eller sygdom. Jesus så sig selv som sendt af Gud for at opsøge og frelse fortabte mennesker, og en del af Jesu frelsende virke var hans helbredelse af syge. Vi ser det i lignelsen om den fortabte søn – her tegner Jesus et billede af Gud som en tilgivende og kærlig far, der altid modtager sine børn med en åben favn. Det er unikt for Jesus, at han med en uforbeholden tillid tiltaler Gud som sin far og lærer os at gøre det samme. Det er vores mulighed og udfordring – at vi i mødet med mennesket og livet og verden som den tager sig ud– grundlæggende har tillid til at Gud er med os  - for Gud forlader os aldrig – han kærligheds magt er der altid – Desværre kan vi mennesker  være så tonedøve og blinde for, hvad det er Gud vil med os – Det er her vi lader os egen vilje råde – men så må vi også bære følgerne af vore handlinger- Det er den frihed vi mennesker har – blot skal vi huske, at det er ikke Gud der slår hånden af os – det er os der her ikke tør hvile i tillid til at Gud er med os – og flygter vi fra Gud da flygter vi fra vort livs bestemmelse –  nemlig at leve i ansvarsfulde og forpligtende relationer  med vort medmenneske – i lyset af Jesus Kristus. Men der er en vej tilbage - også for os – der som de fleste kan forbinde vores livs mørkeste perioder som dage og nætter, hvor vi kunne være ved at gå til af sorg over tab af, hvad der syntes mest umisteligt. Vi kender det fra dødsfald, skilsmisse, ubærlige skuffelser eller nederlag. Som vi kender det fra alvorlige diagnoser og svækkelser der slår vore fremtidsplaner itu. Og vi ved – fra os selv og andre – at ensomhed æder sjæle op. Og vi ved at psykisk sygdom kan farve verden så mørk, at et menneske kun ønsker at flygte fra verden. Jeg har mødt mennesker, der i en sjælevridende krise var tæt på at tage deres eget liv – men, hvor alt, hvad de ønskede var menneskelig nærhed og kontakt. Og vi ved det - Hver dag lever mange mennesker omkring os i mørke og mon ikke vi selv kender til mørket i forskellige grader. Da er det godt af vende sig mod teksten fra Matt. der taler direkte ind i mørket, ind i angstens, lidelsens og forladthedens mørke. Jesus var blevet beskyldt for at gå Satans ærinde, han var på vej mod en dødsdom og kunne langtfra love sine venner, at de trak fribillet, tværtimod: ”Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans herre.” Vi kan forestille os disciplenes angst og rådvildhed- som vi kan mærke vor egen angst og rådvildhed. MEN i den utilslørede krise blev mesteren ved med at tale håb og mod, ja ukuelighed ind i sine disciples liv: ”Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene.” Når vi bliver ramt af mørket, hvisker han også til os, at lyset vil vende tilbage, og vi skal rejse os igen. ”Frygt ikke, tro kun!” Han hvisker tilliden frem om Guds nærvær og omsorg: Sådan tales der til os – der kan være tilbøjelige til at flygte fra livet og næsten – og verden med alt hvad det rummer af trusler og farer – Men der er grøde i mørket – Gud vil skabelse og nyskabelse – for som vi hørte det fra Prædikens bog- så har alt sin egen tid – og Gud har lagt det til rette – uden vi skal tro at vi kan udgrunde Guds plan – Og læser vi lidt længere frem i Prædikerens bog end det der er medtaget i dagens tekst – hører vi:

”Jeg erkendte, at intet er bedre for dem end at være glad og finde lykken i livet. Men at menneskene kan spise og drikke og nyde frugten af deres slid, det er en gave fra Gud” Derfor: Der er en tid til hvert et møde og hvert møde er svangert med liv – for. ”Tro er fast tillid til det der håbes på, overbevisning om det der ikke kan ses” (Heb. 11,1) Det er derfor vi i mødet med livet og næsten – vi roligt kan være bange”

For dette siger vi: Lov og tak og evig være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed – Amen